ALICE • BETTY NANSEN
★★★☆☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE ALICE: SURREALISTISK ABSURD-TEATER MED SPEEDEREN I BUND
Freja Klint Sandberg er eventyrlig god i Betty Nansens nysgerrige genopdagelse af Alice in Wonderland, der træder op som surrealistisk absurdteater i et tempofyldt mix af skuespil, dans og musik. Ord og krop i hallucinerende tableauer og drømmelignende scenografi. Lyder det mærkeligt? Det er det også.
Forestillingen nyfortolker Lewis Caroll’s fortælling om pigen Alice, der føres gennem en bizar eventyrverden på jagt efter sin egen Identitet. Stykket er iscenesat af den Reumert-vindende duo Amanda Ginman og Sebastian Kloborg i en samskabende proces med det kunstneriske team.
Hvor originalen kan læses som en hudfletning af det britisk-victorianske samfunds konventioner, er Bettys fortolkning hægtet på vores egen tid med SoMe referencer og lidt forudsigelig kritik af præstationssamfundets accelererende hamsterhjul, hvor selvrealisering for åbent tæppe er vejen til lykken.
Nicolas Bro holder sammen på den brogede historie som den hvide kanin, der hele tiden er ved at komme for sent, og jager gennem syrede tableauer med Alice i hælene. Hendes rejse fremstår som en slags coming of age fortælling, der i en serie af eventyrlige billeder tegner portrættet af en ung kvindes opvækst.
Som teater er Alice en festlig omgang gesamtkunst med speederen i bund, der muligvis vil forekomme lovlig indforstået for publikummer med mindre tjek på romanforlægget og de mange fortolkningslag.
Energien er dog i top med veloplagte dansere og herlige kostumer af Petruska Miehe-Renard i Steffan Aarfings forunderlige scenografi, originalt ledsaget af live trommespil fra bagscenen.
Alice er en ambitiøs nyskabelse under Betty Udvikler-konceptet, der har til formål at skabe teater med nye udtryk og dynamikker.
Resultatet er originalt og underholdende, især hvis man på forhånd køber ind i det besynderlige univers, der er udlagt i et hav af versioner som f.eks. Tim Burtons biografsucces med Johnny Depp og Helena Bonham Carter.
Børneteater for voksne eller voksenteater for børn? Vælg selv. Jeg anerkender fuldt ud den kunstneriske ambition, men finder ikke, at forestillingen lykkes helt godt med at leve op til sit erklærede narrativ som vedkommende samfundskritik.
Faktisk var jeg på trods af megen gøgl og hurlumhej sært ikke-grebet af løjerne og må nøjes med tre stjerner til Alice med forbehold for, at det bare er mig, der ikke har set lyset.
