DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER • FOLKETEATRET
★★★★☆☆
ANMELDELSE DAMEN MED DE BLÅ TÆNDER: BERUSENDE FLABET OG UFORSKAMMET SJOV
Mette Horn er berusende flabet og uforskammet sjov som Damen Med De Blå Tænder, der holder rund fødselsdag i en tsunami af rødvin for sin hårdt prøvede vennekreds af navngivne medie-darlings og kulturkändisser, der aldrig indfinder sig. Hippodromen på Folketeatret har skænket et glas til kanten med kult-comedy, der er så sjov, at man er ved at dingle ned af stolen af grin.
Lotte Svendsens ustyrligt flabede tekst og Horns pragtfuldt tiltagende bimmelim tager kegler fra første sekund i en forestilling, som er inspireret af nytårsklassikeren 90-års fødselsdagen med alle gæsterne som ikke er til stede. (Sir Toby, Mr. Winterbottom…kan du huske dem alle sammen?
Også til Damens fødselsdag vælter afbuddene ind, efter at hjemmeplejen har sat hendes iPad off flight mode, hvorfor fødselaren selv må ordne vinmenuen. En opgave, hun heldigvis viser sig at være i overordentlig god træning til.
Damen Med De Blå Tænder er en lettere desillusioneret, rødvinsmarineret intellektuel og tidligere venstrefløjsaktivist med alle de rigtige meninger, retro kunstplakater fra Louisiana og ikoniske posters af Fidel Castro og Che Guevara på væggene. Kendere vil vide, at figuren blev opfundet til tv-satireprogrammet Emmas Dilemma tilbage i 2001 og senere er gået sine egne veje.
I sin pragtfuldt arrogante og bedrevidende selvforståelse, har hun udstyret sig med den charmerende egenskab, at hun altid siger præcis, hvad hun mener, uanset hvilke ømme tæer der bliver trådt på.
Resultatet er et festfyrværkeri af skamløsheder, der mest af alt er rettet mod den kreative klasse, der er så rigt repræsenteret på tilskuerrækkerne. Og som latterbrølene taget i betragtning, finder masochistisk nydelse ved denne pauseløse omgang spanking gennem 80 frydefulde minutter.
De sylespidse jokes, jeg ellers koncentrerede mig om at huske til citat, har jeg grinet væk. Du er nødt til selv at gå ind og opleve løjerne.
Der var noget med ex-mandens nye kæreste og hendes lange læderpatter, noget med at skræve hen over Natasja Crone’s børn i en g-streng, der måske/måske ikke havde forputtet sig i en af de hudfolder, man begaves med, når alderen hærger.
Noget med en krænkelsesparat, kvindelig Politiken-redaktør, der følte sig truet, Knud Foldschack der havde lidt for travlt på Pusherstreet, og noget med Georg Metz, der meldte afbud fordi Damen, der er anti-vax-’er havde givet ham et kram på Folkemødet.
Pragtfuldt er det, og jeg har nok fået blandet det hele sammen, for det bimler og bamler med begavede grovheder.
Damen har selskab af Torben Steno som orgelspillende vintjener og corny sidekick med en dom for identitetstyveri, efter at have udgivet sig som Jørgen Leth for at score på Elitedaters…
Som frustreret underbo med dreadlocks og bortløben kæreste (en uledsaget barneflygtning med fuldskæg og dobbelt guldkæde) fryder Christiane Bjørg Nielsen i en af sine dobbeltroller.
Sophie-Marie Jeppesen håndterer ligeledes flere karakterer, herunder Børge fra Olsen Banden (ham teenageren med det lange fedtede hår og de runde briller), som er blevet non-binær, kommunal hjemmesygeplejer og woke – og har vendt sig mod sin families evige kamp for at rage til sig af ussel mammon og materielle goder. Fuck dig selv, Egon.
Forestillingen er frem for alt komedie for fuld fart, men som i al god satire er der er flere lag i løjerne, med plads til eftertanke og selvreflektion.
Der tabes måske lidt moment her og dér, men man griner hele vejen hjem efter en kodylt underholdende teatertur, der anbefales ubetinget mod efterårs-tristesse og begyndende vinterdepression.
Fire store stjerner fra Det Sku’ Du Se. Og kan vi så få lidt mere rødvin, tak.