EUGEN ONEGIN • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Henrik Stenberg
ANMELDELSE EUGEN ONEGIN: 5 STJERNER OG 10 GRUNDE TIL AT SE DEN
Tjajkovskijs hitopera Eugen Onegin kan netop nu opleves på Operaen i en førsteklasses samproduktion med La Monnaie, som er et af Europas toneangivende operahuse. Strålende danske solister og et bragende godt operakor topper denne dygtige iscenesættelse, som der er mindst 10 gode grunde til at skynde sig ind og opleve. Lad os tage dem fra en ende af!
1. Sofie Elkjær-Jensen rammer et nyt højdepunkt i karrieren som landsbypigen Tatjana. Et sopranparti, derbetragtes som et af de mest udfordrende, og kræver både lyrisk og dramatisk talent. En opgave for de helt store navne i Anna Netrebko-klassen, og somSofie Elkjær-Jensen løfter med bravur.
2. Den berømte brev-arie i 1. akt, hvor Tatjana udtrykker sin kærlighed til Onegin i et dybtfølt brev, er et af højdepunkterne i operaen, og leveres gribende godt af den danske sopran.
3. Tjajkovskijs Onegin-partitur fra 1879 er et anerkendt mesterværk hvor jeg især nyder sekvenserne af mørke strygere i smukke, slanke, melankolske melodilinjer. Ledemotiver fletter behændigt ind og ud, og undertiden bliver det nærmest Verdi’ska la den indledende balscene i La Traviata, f.eks. i den kendte Polonaise i 3. akt, som er opera når det er festligst.
4. Operakoret leverer igen en overbevisende, magtfuld optræden i de flotte korsatser, udstyret med en klædeligt afdæmpet massekoreografi, renset for fjollet russisk lokalkolorit og irrelevant hurlumhej.
5. Onegin udspiller sig i en usædvanlig vellykket, minimalistisk scenografi i form af et kæmpemæssigt, roterende plateau, der kan læses som en spilleplade, hvorpå kærlighedens aktører foretager deres træk. Iscenesættelsen fryder som en homogen, æstetisk, visuel oplevelse i en særdeles smuk lyssætning.
6. Jens Søndergård imponerer I titelrollen som denforkælede aristokrat, der afviser en ung kvindes romantiske invitation og først for sent indser sin fejl. Operaen udforsker kærlighedens magt og afmagt, og det ender selvfølgelig brandsørgeligt for alle implicerede. Det hele er baseret på en versroman af Pusjkin med en bastant undertone af dyb russisk melankoli.
7. Kostumeringen er enkel, men smuk med masser af støvet pastel, smokings, balkjoler og en ’genfødt’ Tatjana, der lukker ballet i Tosca-rødt hertuginde-skrud, da rollerne i slutscenen er byttet om, og hun afviser Onegins bøn om at omgøre fortiden og give kærligheden en ny chance.
8. Den franske dirigent Marie Jacquot former kapellet med inderlighed og nydelsesfuld klang gennem 3 timers spilletid, der med sine to pauser ikke føles ét minut for lang.
9. Jakob Skov Andersen leverer en flot tenorpræstation som vennen Lenskij, der rystende af angst falder for Onegins velplacerede i skud i en tåbelig duel efter et jalousidrama. Hans farvel-arie til livet mindede mig om Cavaradossi’s Lucevan Le Stelle fra Tosca og udløste fortjent applaus.
10. Operaens plot er velnok lidt enstrenget og ikke det allermest originale, til gengæld er handlingen til at hitte rundt i. Sofie Elkjær-Jensens fremragende udlægning af den ikoniske brevarie er det hele værd. Onegin kan ses alene for dén oplevelse. Afsted med dig.
