RAVNEN • DET KGL TEATER
★★★☆☆☆
Foto: Anders Bach
ANMELDELSE RAVNEN: RODET FORESTILLING MED ARTISTISK VINGESUS
Ravnen i Philipp Kochheims iscenesættelse er bestemt ikke uden artistisk vingesus. Faktisk flyver det hele rundt i så mange retninger, at vi nærmer os avantgarde i dette ambitiøse take på endnu en af de operaer fra glemmebogen, som Jyske Opera har missioneret for, gennem de seneste sæsoner. I dette tilfælde peger teateroplevelsen mod at bekræfte, hvorfor Ravnen er en sjælden gæst på de danske operascener.
Librettoen af H.C. Andersen er en helt eventyrlig omgang skidt struktureret vrøvlehistorie, pumpet op med discount-rim a la hjerte/smerte, lyst/bryst og længsel/fængsel.
Poesien fra Danmarks store digter er i denne aftapning så gumpetung, at man kunne have asfalteret det halve af Fyn med den. HCA, der selv var en stor operaelsker, skrev ni librettoer (operahistorier/plots), hvoraf de seks blev sat i scene. Ravnen viser vel nok, at talentet fandt sin rette plads på en anden hylde.
Musikken er af JPE Hartmann og kan lidt af det hele i en stort anlagt belcanto stil med en del messingsuppe, men også fine, melodiske passager og flere virkeligt smukke, vokale trioer af næsten Mozart’sk støbning, med melodilinjer der fletter sig ekvilibristisk ind og ud af hinanden, da to bejlere synger sammen med den kvindelige hovedperson.
Odense Symfoniorkester har før pausen et lejlighedsvist lidt skingert udtryk, som heldigvis retter sig i forestillingens anden del, og åbner for det upassende synspunkt, at Hartmanns orkestrering måske Ikke er lige vellykket hele tiden.
Der kan være mange grunde til at operaværker går i glemmebogen.
Samlet set er det hårde odds for et sangercast, der ellers leverer fine præstationer. Først og fremmest fra Sybille Glosted, der forvalter hovedrollen med fin sopran og livfuld udstråling. Knusdejlig er hun, som den stakkels unge Armilla, i hvis hovede den drømmeagtige fortælling udspiller sig.
Teit Kanstrup og Anders Kampmann forvalter deres roller som Prins Milo og broderen Jennaro med bravur. Allerbedst er Steffen Bruun i skurkerollen som Armilla’s ondskabsfulde far Norando, der lægger salen ned med en buldrende flot bas.
Ravnen handler om en prins, der skyder en ravn, og rammes af en forbandelse, som kun kan neutraliseres gennem en ung piges ægte kærlighed. Det hele er en fantasi, udtænkt af den stakkels ungmø Armilla, der lever alene med sin kærlighedsløse far, lænket til sengen af et fysisk handikap, med sin forestillingsevne som eneste flugtvej.
Forestillingens scenografi er fabulerende flot og yderst vellykket på trods af Jyske Operas forpligtelse som turneteater, med de begrænsninger, det sætter for produktionerne.
For nu at sige det som det er: Handlingen er stort set umulig at hitte rundt i.
Philipp Kochheims hallucinerende iscenesættelse gør ikke meget for logikken, men tilføjer en ret skøn lyrik i sin vibrerende gesamtkunst-execution af det i forvejen svært rodede værk, med sang, skuespil, dans og nyskrevne, talte replikker som en slags breakers, der burde skabe klarhed, men mest gør det modsatte.
Den desorienterede stemning blandt publikum i pausen og efter forestillingen var så tyk, at man næsten kunne tage og føle på den.
Med respekt for en energisk ensembleindsats bliver det ved tre stjerner. Mest fordi der er dumpekarakter til HCA for det mest forvrøvlede operaplot, jeg mindes at have været udsat for.
