FUCK YOU ACCOUNT • AVENY-T

★★★★☆☆

Foto: Emil Indiana Holm

ANMELDELSE FUCK YOU ACCOUNT: PUSSY POWER MED VELGØRENDE SELVIRONI

Det sprudler af zeitgeist i et spøjst, nyskrevet pocketsize teaterstykke, der netop nu kan opleves på Aveny-T’s foyerscene. Signe Hørmann Sørensen er herlig som kvinden, der står alene med ydmygelsen, håret i postkassen og afdragene på kviklånet, da parforholdet knækker.

Helt i tidens ånd hedder løsningen aktiespekulation, der i dette veloplagte manuskript af Rosalinde Mynster tackles fra en kampklar, feministisk vinkel, tilsat en lidt forudsigelig kapitalismekritik – og heldigvis en masse humor.

Præmissen er, at hvor mænd investerer deres liv i karriere og cool cash, investerer kvinder i kærligheden og parforholdet. Offer-kortet er spillet.

Når kærligheden kikser, er det pr, denne definition kvinden, der står forpjusket tilbage med regningerne, både de følelsesmæssige og de økonomiske.

Det handler således om at aflure den mandsdominerede børsverden dens hemmeligheder, for dernæst at hævne sig på livets afmagt i almindelighed – og mænd i særdeleshed. Ret sjov er er scenen, hvor hovedpersonen får en kammeratlig, finansiel snak med en pik, før hun hælder den ned ad brættet.

Rejsen mod uafhængighed i form af ren bredskuldret Fuck You Account er i al sin enkelthed underholdende og fuld af scenisk energi i en pudsig break-up-scenografi af tøjstykker og aktiekurver, der sammen med et dynamisk soundtrack skaber en original, lidt undergrundsagtig ramme om løjerne.

Aveny T’s sædvanlige fokus på teater med en ung vibe, er i denne produktion målrettet en lidt mere moden ungdom i etableringsårene. Det er en vellykket omgang samtidssatire, der udmærker sig ved en afvæbnende selvironi på sin generations vegne.

Det eneste, der irriterer mig, er faktisk den feministiske vinkel, der sender forestillingen i retning af enøjet agitationsteater.

ALLE bør selvfølgelig have en Fuck You Account, der om nødvendigt kan manifestere kontohavers uafhængighed, hvad enten det så gælder i forhold til kæresten, jobbet, banken eller boliglånet. Jeg kan bestemt ikke se, hvorfor investeringsgymnastik skulle være en sport forbeholdt mænd.

Fora for kvindelige investorer bobler frem på sociale media, i gør-det selv-litteratur og ved events. Den radikale, non-binære Taylor-karakter fra HBO serien Billions er vel også med til at iscenesætte en cool rollemodel for kapitalistisk kvindekløgt.

Er penge så lykken, når det kommer til stykket? Det kan du tygge lidt på, når du forlader teateret efter 75 minutter med smil på læben og et entusiastisk fortsæt om at joine aktiegamet. Held og lykke.

Det bliver Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.