SOM I HIMLEN • OPERAEN

★★★★☆☆

Foto: Camilla Winther

ANMELDELSE SOM I HIMLEN: RØRENDE SMUK MED SIKKER KLEENEX-FINISH

I en sæson, der har forkælet det danske musicalpublikum med en håndfuld bragende flotte produktioner, falder Operaens opsætning af den svenske kæmpesucces Som I Himlen lidt tilbage i feltet med sin mangel på den ekstravaganza, man oftest forbinder med genrens dna. Trods megen smuk musik, en veloplagt ensemble-indsats og en historie, de fleste kan spejle sig i, går man en smule uforløst fra forestillingen, der scorer fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.

Som I Himlen er rørende og smuk i al sin enkelhed, med et roligt, skandinavisk take uden de oppumpede, men spektakulære shownumre, der måske kunne have sendt den helt ud over rampen. 

Naturligvis et bevidst fravalg, der sætter fokus på handlingens indre psykologi frem for en masse udvendigt glitter.

Som I Himlen er en drivende banal besyngning af postuleret smalltown happiness ude på det nordsvenske bøhland, hvor flere af indbyggerne aldrig har været længere sydpå end det lokale apotek, som det siges.

Den spinke fortælling er køn og komplet forudsigelig, lige fra det sekund, den superflot iscenesatte prolog har kridtet banen op.

Den karismatiske stjernedirigent David Daréus må opgive sin internationale karriere efter et hjertetilfælde, og vender tilbage til sin afsides, nordsvenske fødeby for genfinde roen, sig selv – og måske oven i købet en mening med livet.

For selvfølgelig er der gået jantelov i den. Man kan jo ikke have sådan en talentfuld ener til at vade rundt i succes, uden at det skal koste dyrt på den ene eller anden måde. Du skal ikke tro, du er noget, heller ikke i Sverige.

Det stillestående, afsondrede landsbysamfund er befolket af et farverigt line-up af de sædvanlige arketyper.

En overfrisk indehaver af den lokale altmulig-butik. En hyklerisk præst med pornoblade under gulvbrædderne og en hustru, der har ventet 20 år på en ordentlig rusketur. En kærlig tyksak, en harmløs, spastisk hæmmet landsbytosse med en god baryton. En wifebeater, der fortjener en lærestreg. Og selvfølgelig et håbløst kirkekor, som stjernedirigenten mere eller mindre frivilligt ender med at blive leder af.  

Selvfølgelig finder han kærligheden og  selvfølgelig dør han i sin elskedes arme, efter en række forviklinger op til en sidste koncert i en stort orkestreret, og ret gribende Puccini-agtig Kleenex-finish.

I mødet med landsbyens jævne folk udmøntes historiens pointe, der handler om værdien i det nære liv, kærlighed inklusion, sammenhold og fællesskab. Det hele er så politisk korrekt, at man næsten bliver helt træt.

I løbet af 2023 har vi set musicals som Moulin Rouge, Sister Act og Jersey Boys, som også formår af aflevere lignende pointer eksekveret i mere Broadway’sk tilsnit, med en del mere skud i støvlerne. Jeg anerkender dog samtidig, at det er en smagssag, hvor meget trut i trompeten, man finder ønskelig.

Som I Himlen er baseret på filmen af (næsten) samme navn, der efter sigende er blandt de mest sete film i Sverige overhovedet. Musicalen af Kay og Carin Pollak er elsket for sin dejlige musik af Frederik Kempe, der henter sin inspiration fra popppen og dens sentimentale ballader.

Musikken er populær, vellydende, fremadgående og ikke spor tosset, på trods af en ret skidt lydkvalitet.  

Gabriellas Sang afrunder første del med stor patos, og står som forestillingens musikalske højdepunkt.

Powerballaden følges op af en skøn sekvens efter pausen, hvor der bliver musik, fest og ’improviseret’ percussion ud af drikkekrus og håndklap under kulørte lamper ved langbordet. Minder ikke så lidt om fabriksscenerne fra von Triers Dancer In The Dark. Fedt.

Carsten Svendsen spiller hovedrollen med overbevisende udstråling, flot, langt svenskerhår, og fine vokalpræstationer i flere smukke sange.

Fremhæves bør også Cecilie Stenspil, Sicilia Gadborg, Troels Malling og Silke Biranell, der var en absolut godkendt indhopper for sygdomsramte Maria Lucia denne aften.