MACBETH • ZÜRICH OPERA

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE MACBETH: KOSKY TRYLLER MED SORT TEATERMAGI I ZÛRICH

Barrie Kosky har placeret Verdi’s måske blodigste opera i en kulsort tunnel-lignende scenografi, der med et raffineret, optisk bedrag synes at være uendelig dyb og føre direkte ned i helvede. Zürich operaens genopsætning af stjerneinstruktørens innovative og yderst vellykkede fortolkning af Shakespeares psyko-thriller fastholder publikum fra først til sidst.

Scenen åbner effektfuldt med Macbeth liggende ubevægelig midt på gulvet i et skarpt skåret ovenlys – næsten dækket af døde krager med afrevne fjer spredt over det hele.

Et flash forward, som etablerer øjeblikkelig suspense til tonerne af Verdi’s uhyggelige ouverture, der mere end antyder vanvid under construction.

Langsomt nærmer sig en gruppe nøgne mænd og kvinder, der kun lidt efter lidt viser sig at være ud over det sædvanlige, da kvinderne både fremviser nøgne bryster og blottede penisser!

Med dette søvngængeragtige korps af sære hermafroditter er Kosky ligesom i gang.

Scenografien er insisterende Noir og etablerer en tydelig, konceptuel ramme om handlingen, der i Kosky’s udgave er skåret helt til benet med få, gentagne virkemidler, hvor den psykologiske uro breder sig uden forstyrrende gimmicks.

Kosky framer Macbeth som et superæstetisk kammerspil med fuldt fokus på den lidt lunkne Macbeth og hans ambitiøse Lady, der uhæmmet tilskynder til alle de mord, der skal til for at sikre pladsen på den skotske trone.

For hvert mord drysser flere og flere forpjuskede, sorte ravnefjer ud over gulvet.

The M&M’s er store dele af tiden alene i aktion, placeret forrest på scenen i en enkel, paradoksalt smuk portrætfoto lyssætning i det helt sorte rum, der ved hjælp af paneler af kantlys som i en motorvejstunnel, fortaber sig i en helvedes uendelighed.

Et uhyre intelligent og konsekvent stage design med den eneste ulempe, at det velnok også går hen og bliver en smule ensformigt – det stramme koncepts evindelige udfordring.

Gruppen af nøgne mennesker vender tilbage flere gange, og du  har selvfølgelig for længst gættet, at der er tale om heksene, der hjemsøger Macbeth med deres profetier.

Heksene er fabelagtigt lyssat, bl.a.i en sekvens, hvor en filmoptagelse af dem selv projekteres ’tilbage’ på deres nøgne kroppe og skaber en slags levende dobbelteksponering, som jeg ikke har set før.

I sandhed sort Barrie Kosky teatermagi, der gør hele menageriet vildt spooky og er med til at accelerere M&M’s galopperende psykoser af skyld og galskab.

Mere blod skal flyde, lyder det igen og igen, ind til M&M bliver ofre for deres egen ondskab i denne gustne Shakespeare tragedie, som serveres med et effektivt, klangfuldt og dramatisk Verdi-score, leveret af Zürich Philharmonikerne, dirigeret af Daniel Squeo.

I titelrollen imponerer rumænske George Petean, mens den polske sopran Ewa Plonka som Lady Macbeth lægger salen ned med formidabel volumen og skræmmende diabolsk udstråling.

Endnu en fremragende opsætning på Zürich operaen, der er et af Europas opera hotspots og altid en rejse værd.