GÖTTERDÄMMERUNG • ZÜRICH OPERA
★★★★★☆
ANMELDELSE GÖTTERDÄMMERUNG: EN MAVEPUSTER AF KUNSTNERISK MANIFESTATION
Topinstruktøren Andreas Homoki afrunder Zürich Ringen med en fantastisk produktion af Götterdämmerung, der står frem i cool designerlook med sin moderne, fokuserede fortolkning af et musikalsk mesterværk. Det er Wagner af monumental klasse, og en operaoplevelse, der bliver siddende i kroppen længe efter tæppefald.
Forestillingen er beriget med et fabelagtigt cast i Homoki’s raffinerede, minimalistiske scenografi, der zoomer helt ind på fortællingens psykologiske lag: Magtkampen, Grådigheden. Hævnens endeløse spil. Kærlighedens ofre.
Jeg går ikke af vejen for at skrue retorikken op i de øvre, Wagner’ske luftlag og kalde denne Ring-finish en mavepuster af kunstnerisk manifestation på ypperste niveau.
Den finske stjernesopran Camilla Nylund i rolledebut som Brünnhilde får de internationale anmeldere helt op på superlativerne, mens den tyske Wagnertenor Klaus Florian Voigt leverer på topniveau som Siegfried.
Zürich Philharmonikerne spiller formidabelt under Gianandrea Noseda og gør aftenen til en gribende, musikalsk oplevelse, hvor operaens mange orkestrale mellemspil foldes ud i uimodsigelig storhed.
Ringen er lang, dyr, elitær og ekskluderende – op mod 20 timers opera fordelt på fire ’afsnit’, men værket har en helt særlig karisma af indsigt og eviggyldighed, der ikke er til at komme uden om.
I en ildevarslende åbning spinder tre norner (skæbnegudinder fra den nordiske mytologi) en handlingstråd, der opsummerer de foregående episoders begivenheder.
Overguden Wotan satte det hele i gang, da han brækkende en gren af Livets Træ for at lave et sværd, hvori alle de aftaler, han har indgået, for at holde sammen på magten, er indgraveret.
Den fæle dværg Alberich har stjålet en abstrakt guldskat fra Rhindøtrene, og smedet en ring, der sikrer indehaveren uindskrænket magt og verdensherredømme.
Under brutale omstændigheder har Ringen flere gange skiftet ejer, og er ad indviklede omveje endt på fingeren af Wotans yndlingsdatter Brünnhilde, som han efter en loyalitetskrise har vendt ryggen og spærret inde i en ring af ild på en klippetop.
Den frygtløse dragedræber Siegfried, har overvundet flammerne, befriet Brünnhilde og foræret hende ringen som et kærlighedspant. Ingen af dem ved, at ringen i mellemtiden er blevet forbandet, og at det onde truer.
Siegfried og Brünnhilde vågner i en forgyldt dobbeltseng i guddommelig forelskelse. Siegfried sendes ud mod nye heroiske bedrifter, men lokkes i en fælde og drugges til at glemme alt om deres forhold. Dopet af nedrig eliksir sender han en ny elsker i armene på sin egen kæreste.
Den nye elsker er imidlertid blot en nyttig idiot og stråmand for Hagen, søn af den fæle dværg Alberich. It’s payback time. Siegfried dør, og Brünnhilde tager sit eget liv i ligbålets flammer. Wotan sidder sammensunket foran et brændende maleri af Valhalla, mens den gamle verden går under, og en ny start anes.
Giver det mening? Hvis ikke, er det nok fordi den samlede historie tager omkring et lille døgns nonstop opera at fortælle. Ringen er som bekendt er forfader til mange af de store, episke filmeventyr, der konstant udvides med prequels, sequels og nye, overrumplende handlingstråde, der ikke gør tingene nemmere at forklare.
Zürich opera er denne aften fyldt til sidste plads med velklædte Wagnerianere, der med garanti har styr på hele plottet og nyder Andreas Homoki’s knivskarpe iscenesættelse, som destillerer de psykologiske lag, frem for at tvangs-ekstemporere overgaret med opulent regieteater.
Det er en stærkt givende teateroplevelse, og den mest stilsikre Ring, jeg har set, omend det stramme, scenografiske koncept med de ’endeløse’ klassicistiske palæ-gemakker på en evigt roterende drejescene, kan virke snærende i længden trods de mange indbyggede variationer.
Homoki holder gamet inden for spillepladen fra først til sidst, og du har mulighed for at opleve herlighederne ved selvsyn i 2024, hvor den samlede Zürich-cyklus opføres to gange i maj.
Ingen tvivl om fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.