ANNA BOLENA • DEUTSCHE OPER
★★★☆☆☆
Foto: Bettina Stöss
ANMELDELSE ANNA BOLENA: SKARPE SOLISTER I ENSFORMING BELCANTO THILLER PÅ DEUTSCHE OPER
Skarpe solister i en æstetisk, men ensformig iscenesættelse af Donizettis gennembrudsværk Anna Bolena lever ikke op til forventningerne på Deutsche Oper. David Aldens produktion flirter med flere lag af spøgelsesagtige metaforer, læder-sex og corny hints til klicheerne om britisk establishment, uden at komme ind under hunden på figurerne, så det kan mærkes.
Donizettis opera om den tyranniske kvindebedårer Henrik VIII og hans håbløse, ægteskabelige rod, er en tragisk fortælling, der var en af Maria Callas’ største triumfer og kendt af operaelskere for sin berømte duet mellem kongens to elskerinder: Anna Bolena på vej ud, og Jane Seymour på vej ind.
Desværre forekommer den højtprofilerede amerikanske stage director David Aldens iscenesættelse på en sær måde overfladisk, og savner fængende, kreative greb til at løfte den grumme, men forudsigelige handling ud over sit historiske forlæg.
Operaen er en del af Donizetti’s såkaldte Tudor Trilogi, der også omfatter operaerne Maria Stuarda (Queen Of Scots) og Roberto Devereux, (navnet på Elisabeth 1’s. elsker). Hvis du synes, det britiske kongehus er noget kulørt rod i dag, så læs på historien. Det ligger til familien.
Bolenas datter, som er to år, da moderen henrettes, medvirker som iagttagende ungpige-genfærd i flere scener som et spøgelsesagtigt metalag, mens Henrik VIII fører mænd i hundeforklædning rundt i læderhalsbånd og hundesnor, på kanten af homoerotisk rollespil.
Videoprojektioner af skumle skygger bidrager til uhyggen uden rigtig at gøre det. Musikken buldrer afsted, fuld af drama, uden rigtigt at bevæge.
Koret optræder lejlighedsvist i hvide masker, bowlerhatte og paraplyer, som en slags anonymiseret offentlig, britisk mening, der på falske anklager dømmer Bolena til døden for forræderi og utroskab, så Seymour kan tage pladsen ved kongens side – eller skal man sige for enden af hans gejle lanse!
Det lyder måske alt sammen ret underholdende, men resultatet er mod forventning lidt af en langgaber i uambitiøse sætstykker af massive stensætninger og helvægge i brune træpaneler, som udgør Tower 1586.
Heldigvis er sangerne i topklasse med en imponerende Frederica Lombardi i titelrollen som Anna Bolena, der bliver sat på udskiftningsbænken, da hun efter fødslen af prinsesse Elisabeth ikke formår at følge op med en søn og passende tronarving.
(Elisabeth ender alligevel som dronning men det er en anden historie.)
En gusten intrige baner vejen for Jane Seymours kongelige ambitioner, og det hele ender naturligvis tragisk, da sværdet svinges over den sagesløse Bolena’s hals, og lyset i samme øjeblik går i sort.
På rollelisten imponerer såvel Vasilisa Berzhanskaya som Seymour og René Barbera som Percy, Bolenas første kærlighed, der ufrivilligt får sat brand i det hele. Men der er noget, som ikke rigtigt fænger…
Faktisk savner man nogle af de ’vilde’ ekstemporeringer, der ind imellem bliver for meget af det gode, men som i vellykkede tilfælde lykkes med at give ny næring til klassisk stof.
Det bliver tre stjerner Fra Det Sku’ Du Se på trods af en overvejende positiv modtagelse fra det kræsne berlinerpublikum, der synes at godkende denne kvalitetssikre, omend underligt uforløste produktion.
