IDIOTEN • REPUBLIQUE

★★★★☆☆

Foto: Sara Galbiati

ANMELDELSE IDIOTEN: EKSTROVERT TEATER MED INTROVERT POINTE

Der bliver bestemt ikke fedtet med fysikken i Republique’s moderne remake af Dostojevskijs Idioten, som sparkes over scenen med forbilledlig energi af et supertændt og velspillende cast på Østerbro.

Det kniber straks lidt mere med at finde mening med galskaben i Liv Helm og Ida Grarups tumultariske iscenesættelse af Tom Silkeberg’s dehydrerede take på originalen, der engagerer sig i filosofiske diskussioner om kompleksiteten af ​​menneskelig eksistens og moral.

Den svenske dramatiker Tom Silkeberg har frosset handlingen i en dagligstue med et centralt chesterfield-møblement og storblomstrede tapeter, som er dullet op til kitsch med svævende guldballoner og ikke ret mange andre rekvisitter end et kæmpe fad med æbler, der symbolsk gør det ud for champagneglas og tekopper, penge, sex og alskens andre dejligheder. 

Her mødes stykkets fem karakterer til en fødselsdagsfest, som er kalkeret over en scene i Dostojevskijs roman. Et intelligent greb, der ligesom fritskraber figurerne til nærmere granskning af deres desillusionerede, krakelerende karakterer, i takt med, at der tilsættes druk og dans. (Spoiler alert: Det hele ender i hat og briller.)

Fyrst Myshkin er Idioten, der bliver viklet ind i en svært gennemskuelig labyrint af korrumperede relationer og mørke følelser med den overordentlig smukke Nastasja i centrum. Sidstnævnte stærkt gestaltet af Elaha Lack i æggende, pink cocktailkjole, lange hvide støvler og ypperlig, atletisk form.

Rogozhin, der kæmper med en nedarvet voldskapital, er prægtig i hvid yalla-træningsdragt med guldkæde og en fysisk, man kun kan være misundelig på. Hans rablende forelskelse i Natasja er blandt plottets nogenlunde afkodelige tråde. Aglaya spilles indebrændt til perfektion af en overbevisende god Ida Cæcilie Rasmussen.

På skift fortæller karkaraktererne små, fortolkningsparate anekdoter om vold, svigt og undertrykkelse i et besynderligt overklassemiljø, der bliver til den guirlande af filosofiske dilemmaer, som er romanens dna. Jeg forstår, at selv trænede litterater er uenige om Dostojevskij’s ærinde.

Som scenekunst forekommer resultatet denne premiereaften en kende gedulgt, da de filosofiske pointer ikke rigtig kommer ud over rampen, og spirende eftertanke drukner i corny dansescener og kolbøtter i møblementet. 

Et ekstrovert sceneshow med en introvert pointe, hvor knap to timer uden pause er lidt for meget af det gode.

Christoffer Hvidberg Rønje, Elliot Crosset Hove, Ida Cæcilie Rasmussen, Ellaha Lack og Tue Skovdahl Lundin giver den fuld gas i Simone Bartholin’s campede scenografi og kostumer. Der er fuld smadder på, men der er noget ved det hele, der forbliver  uforløst.

Idioten, det må åbenbart være mig, tænke jeg efter forestillingen, som jeg trods god forberedelse og grundig læsning af det dygtigt producerede onlineprogram, havde svært ved komme rigtig ind under huden på.

Fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.