EDWARD II • BETTY NANSEN
★★★★☆☆
ANMELDELSE EDWARD II: QUEER TJUBANG PÅ FREDERIKSBERG
Velsmurt, dynamisk ensemblespil løfter Betty Nansens underholdende fortolkning af skuespillet om den britiske kong Edward II, der blev afsat og senere myrdet, efter at have fortabt sig i et fatalt kærlighedsforhold til en fransk adelsmand.
Elisa Kragerup har iscenesat Philip Marlowes fortælling som en blanding af queer comedy og fabulerende historisk dokudrama i en cocktail med mange gode ingredienser, uden at det vel helt slår benene væk under tilskueren.
Peter Plaugborg er herlig som Edward II i sin velkendte, underholdende og lidt goofy stil, mens Simon Bennebjerg som homme fatale byder på humoristisk energi og fræk fysik i rollen som kongens favourite Piers Gaveston.
I en lidt anonym men velfungerende scenografi, boltrer Bl.a. Maria Rossing, Mikkel Arndt og helt skønne Ena Spottag sig i selskab med Johanne Louise Schmidt, som det er en fornøjelse atter at opleve på scenen.
Fine kostumer af Maja Mirkovic byder på løssluppen queerpower, bling og intelligent vendekåbe-symbolik.
Parykkerne er præcis så ømme, som det passer sig for perioden, der indiskutabelt var en hård tid for hårmoden.
Edward II led en grum skæbne i 1300-tallet, da han syntes mere optaget af sit lidenskabelige, homoerotiske forhold, end af at passe sit arbejde som konge, herunder at føre krig mod skotterne – og fedte for adelen, der holdt hånden under hans embede.
Tålmodigheden slipper op, da engelske tropper deserterer på grund af manglende lønudbetalinger, mens kongen upåagtet fester videre blandt gyldne discokugler med den sexede franskmand Gaveston til Dronning Isabellas sammenbidte fortrydelse.
Stykket er sjovest før pausen, hvor der er godt med queer tjubang i komedien, men forestillingen synes ligesom at knække over på midten.
Anden akt samler sig ganske vist mere om det egentlige drama, men taber også lidt på underholdningsværdien.
Betty Udvikler-konceptet er en kollektiv proces, der udover dette veltimede kongedrama om forbudt kærlighed, har kastet flere andre forestillinger af sig, som jeg ikke altid har fundet helt på Betty-niveau.
Dette på trods af interessante nyskabelser f.eks. med livemusikere på scenen, i dette tilfælde Line Felding, der diverterer med fikse remakes af f.eks. Queen og Annie Lennox hits.
Det bliver fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til et stykke lidt i mellemklassen på et teater, hvor man er vant til at forvente lidt mere.