MIN MOR SIGER • AVENY-T
★★★★★☆
ANMELDELSE MIN MOR SIGER: SOFIE TORP STRÅLER I OVERSKUDSRAMT HEARTBREAK COMEDY
En komplet overbevisende Sophie Torp stråler i centrum for Aveny-T’s fortolkning Af Stine Pilgaards roman Min Mor Siger, der underholder som overskudsramt musikteater med ungt vibe, flow, følelse og masser af talent.
En bittersød, pocketsize heartbreak comedy, der løftes flot af et ganske lille cast i en enkel, men velfungerende multicolor-scenografi af Simone Bartholin, som holder fikst sammen på en charmerende historie om besværligt break-up og kærlig friktion mellem generationer.
Sofie Torp flankeres af kultfænomenet Nina Rask samt Laurits Emanuel i skiftende karakterer, der tilmed sørger for, at hovedpersonen er bakket eksemplarisk op af velklingende, musikalsk medspil. Laurits Emanuel er i topform som kapelmester og storspillende på guitar og keys.
Stine Pilgaards fine fortælling er iscenesat og dramatiseret af Signe Hørmann Sørensen, der så dygtigt har turneret denne coming of age roman, der var Pilgaards 2012 debut.
Det hele kredser indfølt og især humoristisk om baks med kæresten, familierelationer – og måske mest af alt om at finde sig selv, i det krydsfelt af følelser, forventninger og moralske forpligtelser, vi alle prøver at navigere i.
Silkeblød, varm og velklingende er Sofie Torps mezzo der imponerer stort, såvel i de stille ballader som i de dance prægede upbeat numre.
Midter-nummeret med Torps klare, rundede vokal og vuggende moves på en slags runway af præstegårdens kaffeborde (?) er aftenens højdepunkt, og tvinger publikum på benene. Det sidder lige i skabet, længere er den ikke.
Torps sceneoptræden er imponerende overskudsagtig og forkæler et veloplagt premierepublikum med såvel skrøbelig inderlighed, skarp humor som en naturlig publikumskontakt, mange scenekunstnere må misunde.
Alt i alt i en særdeles vellykket forestilling med stor feelgood faktor, både når det gælder skuespillet og den musikalske performance.
Helt dybt stikker det måske ikke, men det er fedt teater på 85 minutter, der ikke føles et sekund for langt.
Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se.