WERTHER • KGL. TEATER

★★★☆☆☆

Foto: Anders Bach

ANMELDELSE WERTHER: LIDELSER ER DER NOK AF

Stærke sangere og intenst orkesterspil løfter Jyske Operas gæstevisit på Kgs. Nytorv. Men hold da helt op, hvor en klodset, klichefyldt personinstruktion og træls scenografi tynger helhedsindtrykket af hjerteknuseren Werther, der må nøjes med tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.

Massenets senromantiske (1892) kærlighedsdrama er i denne slimfit sceneudgave skåret til en pocketsize lovestory med blot fire karakterer i spil. Den unge Werther er glødende forelsket i Charlotte, der ved sin moders død både har lovet at tage ansvar for lillesøster Sophie – og gifte sig med den fornuftige, men kedelige Albert. Det går galt hele vejen rundt. 

Historien er baseret på Goethes klassiske roman Den Unge Werthers Lidelser, og lidelser er der nok af i denne operaversion, som instruktør Philipp Kochheim har rykket op til vor tid, for at italesætte det noget altmodische drama overfor et moderne publikum.

Werther udspiller sig fra start til slut i en stor designerstue, beklædt med en virkelig træls omgang gråmeleret papmaché i noget, der formentlig skal ligne eksklusive granitvægge, men mest ligner noget nede fra børnehaven, og som et tappert lysdesign af Anders Poll ikke har en chance for at redde.

Derudover er stuen bl.a. udstyret med en lav, Biva-agtig chaiselongsofa, en seng, der antyder den erotiske dagsorden, et stort fladskærms-tv med ryggen til, og et spisebord med 7’er stole. Et stort hul i bagvæggen gør det ud for vindue med udsigt til lidt nøgne grene og et lille bitte snevejr. Vi er så absolut nede på de flade sko, og jeg ved godt, at behersket stage design er et vilkår for en turne-opera som Jyske – men alligevel. Skal det være så provinsielt?

Den græske tenor Angelos Samartzis synger sig hurtigt op til en være en rigtig god Werther, med en nærmest næsten italiano-style, lystklingende vokal, mens den tyske mezzosopran Marie Seidler som Charlotte imponerer med stærk sceneudstråling og flot stemme i mørke nuancer. En passende mut Anton Eriksson og en knusdejlig frisk Eva Zalenga leverer fine præstationer i rollerne som Albert og Sophie. Sidstnævnte er  et spændende, nyt bekendtskab, der burde have været sparet for de dumsmarte, påklistrede indfald, hvor hun skal give den som SoMe influencer og fitnesspige.

Desværre er alle aktører pinligt overspillede i noget af den mest karikerede, klichefyldte karaktertegning, jeg længe har set.

På vejen mod Werther’s liebestod bliver alle følelser konsekvent understreget af, at der bliver smidt med et eller andet.

Werther smider med sin pangblå velourjakke, og senere smider han med Albert i forsøget på at kvæle ham. Albert smider først med blomsterne, senere med juletræet.

Werther smider med Charlotte for at tage hende hårdt op ad væggen, men bliver smidt på porten af moralske årsager. Charlotte smider med spisebordsstolen, da hun ikke længere kan rumme hykleriet.

Lillesøster smider med sengetøjet efter at være blevet afvist af Werther, som hun har fået et upassende crush på, som er tæt på at udvikle til en Me Too sag, der kunne smides en advokatundersøgelse efter. Albert smider sig på gulvet med en flaske gin, da sandheden om Werther og Charlotte for alvor går op for ham. Charlotte smider med sin kuffert i et halvhjertet flugtforsøg, efter at være dinglet ind til anden akt iført en stor Dry Martini, som hun smider lige ned i løgnhalsen af fortvivlelse.

Da Werther gør comeback i smartass spejlsolbriller, er det heldigvis så bøvet, at hun bliver ædru på et splitsekund.

Til sidst bliver der smidt rundt med en ladt pistol, der går af i maven på Werther, som smider sig rundt i møblementet før han dør i en langstrakt finale.

De hele er skåret i så tykke skiver, at det flere steder tenderer til det ufrivilligt komiske. Al indre psykologi vader rundt i store træsko, og mere finesse havde været kønt. Der spilles i højeste grad for de bageste rækker, og det rammer ikke kammertonen her i de københavnske saloner. 

Librettoen (teksten) er svulstig langt ud over det patetiske, men den højstemte lingo er velnok en del af romantikkens definition, og kan ikke lægges instruktøren til last.

CPH Phil spiller absolut indtagende under ledelse af Christopher Lichenstein, men det er desværre ikke nok til at sikre en mindeværdig operaaften, hvor en del publikummer listede af i pausen.

Det bliver ved tre stjerner fra Det Sku’ Du Se. Opsætningen er efter eget valg Philipp Kochheims sidste som chef for Jyske Opera efter 7 år på posten. Han afløses af Anna Barslev til maj.