TRUBADUREN • HAMBORG

★★★★☆☆

Foto: Brinkhoff-Moegenburg

ANMELDELSE IL TROVATORE: BÅL, BRAND OG BUUH’S I HAMBORG

Den kinesiske sopran Guanqun Yu brillerer med højtflyvende, lyriske koloraturer i den centrale rolle som Leonora i Verdi’s spøgelsesagtige Troubaduren, der trods stærke solister, malende orkesterspil og ambitiøs scenografi lander til en blandet modtagelse af det kræsne, tyske operapublikum ved premieren på Hamborg Staatsoper.

Handlingen er flyttet fra middelalderen til perioden før den spanske borgerkrig i 1930’erne, hvor grevens smokingklædte entourage på et tidspunkt er samlet til drinks i et gammelt palads med huller i loftet og gipsen smuldrende fra væggene. Forfaldet er i fuld gang.

Den tyrkisk/tyske Instruktør Immo Karama, der har mere end 50 produktioner på store teatre og operahuse på samvittigheden, har villet skildre grev Luna’s hof som et bundt brutale, fascistiske chauvinister, og har derfor tilføjet en scene, hvor de voldtager en af tjenestepigerne på et anretterbord midt på scenen.

Dét var fanme ikke populært blandt publikum her i Hamborg, som har flere millionærer blandt sine indbyggerne end nogen anden tysk by – og som tydeligvis ikke finder sig i hvad som helst.

Buuh-råbene regnede ned over aktørerne, der ikke anede deres levende råd, og ikke kunne gøre andet end at spille videre med flakkende blikke og orkesteret kørende for fuldt blus.

Som på et fodboldstadion, hvor det ikke er ualmindeligt at buuhe efter modstandere, der har gjort sig uheldigt bemærket med f.eks. brutalt spil, begyndte nu en helt uretfærdig forfølgelse af nogle af de mandlige hovedroller.

Først og fremmest gik det ud over den velsyngende grev Luna i russiske Aleksei Isaev, der fylder godt op med sin imposante skikkelse og dominante baryton. 

Ramt blev også tenoren Gwyn Hughes Jones, der ellers gjorde god figur som Manrico og ganske unfair blev buhet efter signaturarien Di Quella Pira, og efterfølgende optrådte med noget, der lignede et ordentligt hak i selvtilliden.

Verdi har udstyret Trubaduren med serier af vanvittigt flotte korstykker som leveres for fuld kraft af det store operakor i  imponerende massekoreografier, momentvis fastfrosset i filmiske stillbilleder.

Tydeligt mærkes slægtskabet med korstykkerne i La Traviata og Rigoletto, som Verdi komponerede sammen med Trubaduren inden for godt og vel to år.

Noget af en triple og et kreativt højdepunkt i den italienske maestro’s karriere.

Denne Hamborg iscenesættelse byder på et særdeles effektfuldt stagedesign, der især huskes for store projektioner af flammehav og spøgelsesagtige silhuetter på væggene af det ramponerede palads.

En barnevogn, fra hvis indre, flammerne står op i et rædselsvækkende syn, er et visuelt toppunkt, der framer stykkets egentlige hovedperson, zigøjnerdatteren Azucena, hvis mor blev brændt på bålet, fordi hun uretfærdigt blev beskyldt for at have været årsag til en af grevesønnernes feberdød.

Den russiske mezzo Elena Maximova er stærk i det traumatiske parti som hævnersken, der sejrer i gyser-operaens ondskabsfulde finale.

En lidt rodet tjubang-afslutning, hvor macho’en grev Luna henretter Trubaduren/oprørslederen Manrico med noget, der ligner et oversavet haglgevær, uvidende om, at de to mænd, der begge bejler til Leonoras kærlighed, i virkeligheden er brødre. 

Der er fire stjerner fra Det Sku’ Du Se til Trubaduren, som er dygtigt operahåndværk af høj, men momentvis lidt ujævn kvalitet.