LA CENERENTOLA • HAMBORG

★★★★★☆

Foto: Barbe & Douchet

ANMELDELSE LA CENERENTOLA HAMBORG: ASKEPOT FORBLØFFER IN SPACE

Rossinis Askepot er gået i kredsløb som regie-teater af uhørte dimensioner i Hamborgs Staatsoper, hvor det markante, canadiske, kreative team Barbe & Doucet har omplantet det klassiske eventyr til en retro futuristisk robot fremtid, skåret direkte ud af Frits Langs Metropolis æstetik med et utæmmeligt opbud af vanvittige kostumer og gakkede påhit.

Det musikalske og underholdningsmæssige niveau er indiskutabelt. Jeg har vel aldrig set noget lignende, og det må have kostet en formue at få denne produktion på benene i den overrumplende overdådighed af crazy kostumer, bizarre sætstykker og skøre rekvisitter, der er lagt for dagen.

Nogle vil mene, iscenesættelsen er alt, alt for meget af det gode, og en infantil vandalisering af det oprindelige værks intention. Rossinis musik er indbegrebet af italiensk ga-da-gung ga-da gung-opera, der blæser over scenen i forrygende fart – og man kan måske sige, at den selv spiller op til narrestreger.

Askepot udspiller sig i en futuristisk-cartoonish, teletubbies-agtig ramme, hvor de medvirkende er udstyret med antennehatte, rumdragter, insektlignende underkroppe og skarpt skåret space age-fashion i sølvstoffer med skarpe liner, prikker, dutter, dimser og masser af pangfarver.

Robotter med lange, spøjse arme og herlige drejeskive-kameraøjne, drøner konstant rundt på scenen i et retrodesign, der ligner en mellemting mellem en Jules Verne dykkerklokke og en brødrister fra 1920’erne. En ballet opføres på rulleskøjter og det hele ender med, at Askepot og prinsen flyver på honeymoon i en rumraket, der selvfølgelig er udsmykket i det rødternede look, som Hergé har udødeliggjort.

Et operashow, som premierede i 2011 og har været genopsat flere gange til Hamborg publikummets udelte fornøjelse. Gang på gang afbryder det forbløffede publikum med varme bifald og højlydt latter

Originalhistorien lader sig naturligvis ikke presse ned i Barbe & Douchet’s stringente, spektakulære fremtidsunivers uden en hel del kreative, radikale modificeringer, som jeg synes man slipper rigtig fint fra.

SÅ dybt stikker Askepot altså heller ikke – og denne italiener-buffa tager ikke skade af at der bliver fyret godt op under den.

Musikalsk glædes man især ved den sikre behandling af Rossinis hæsblæsende kvartetter, kvintetter og sekstetter, hvor de medvirkende synger i munden på hinanden i prægtige ensemblestykker på linje med dem, du kender fra Barberen i Sevilla.

Et hvirvlende vokalt operacirkus, som er en ekvilibristisk og vild liveoplevelse. Tænk at de kan!

Fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en super underholdende, hyper ekstemporeret udgave af Askepot, som man ikke kan undgå at forelske sig i.