IL TRITTICO • AMSTERDAM OPERA
★★★★★★
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE IL TRITTICO: BARRIE KOSKY SCORER PUCCINI HATTRICK I AMSTERDAM
You killed the bitch? Sagde jeg forbløffet til en storgrinende, top sympatisk Barrie Kosky ved verdenspremieren på stjerneinstruktørens udgave af Puccini klassikeren Il Trittico.
En med spænding ventet nyopsætning på Opera of the Year 2024 Nationale Oper & Ballet i Amsterdam, hvor skipperens kone for en gangs skyld ikke slipper levende fra sin usle taber-affære med en af flodprammens arbejdsmænd.
-Ja, jeg slog hende ihjel, lød det begejstret fra en smilende, afslappet Kosky, der modsat flere andre instruktører ikke har valgt at lade kærlighed og tilgivelse sejre i Kappen, som er den første af Trittico’s tre enaktere.
Som Kosky siger: Operaerne er meget forskellige, både musikalsk og dramatisk. Det eneste, de har til fælles er døden. Jeg er tiltrukket af dødens forskellige udtryk i dette usædvanlige værk af Puccini, og har søgt at forene ’tryptikonet’ i en homogen æstetik og et stagedesign, der ikke blander sig for meget i handlingen.
Kappen ender med et rasende jalousidrab. Søster Angelica begår selvmord da hun slipper grebet efter at have erfaret, at hendes elskede søn er død. Og i Gianni Schicchi er det et velhavende familieoverhoveds død, der sætter gang i intrigen.
Kosky går direkte til essensen og skærer til benet i sin opsætning, der må kæmpe lidt med Amsterdams voldsomt brede scene, men alligevel løber med seks stjerner for idé, fremragende solister, sublimt orkesterspil og en scenografi, der i al sin enkelhed lykkes med at give plads til følelserne og sætte fokus på karakterudviklingen.
Foto: Monika Rittershaus
Kappen er sat i en lidt besynderlig scenografi af bjælkekonstruktion i fyrretræ, der ligner en mellemting mellem en Ikea-terrasse og en carport. Effektivt jovist, men også et stykke fra den spektakulære overdådighed, Kosky for nylig præsenterede os for i Saul.
Hårdt, fladt sidelys skaber virkningsfulde, lange silhuet-skygge-effekter med et retro-agtigt look a la Hitchcock og klassisk film noir, som denne fortælling har en hel del til fælles med, i sin langsomme opbygning af suspence, før Skipper knivmyrder sin hustru. Det ulyksalige par, fanget i et kærlighedsforladt, udsigtsløst ægteskab, er fornemt dramatisk eksekveret i deres forudsigelige vej mod fortabelse.
Orkesterspillet af Nederlands Filharmonikerne dirigeret af Lorenzo Viotti er førsteklasses, og nyder godt af salens fremragende akustik, der giver Puccinis mørke, melodramatiske score en dyb, kødfuld klang.
Solisterne, Daniel Luis de Vicente (Michele), Joshua Guerrero (Luigi) og Leah Hawkins (Giorgetta) er selvsagt på topniveau.
Foto: Monika Rittershaus
Også i Søster Angelica er nederdrægtighederne skåret skarpt. Den russiske sopran Elena Stikhina er et af tidens helt store navne, og lægger salen ned i rollen som den ulykkelige, klosterforviste kvinde, der begår selvmord med gift, i håbet om at blive forenet med sin afdøde søn.
Den gribende afskedsscene er stærke sager, som ender med, at hun hælder al asken fra sønnens urne ud over sig i et visuelt scoop, der brænder sig fast på nethinden
Stjernesopranen Stikhina, der for længst har indtaget opera-højborge som Wien, Berlin, New York, Zürich, Paris og Salzburg Festspiele, leverer med kæmpe vokalt overskud og bittersød lyrisk udstråling. Applausen er bragende.
Foto: Monika Rittershaus
Trilogien rundes af med Gianni Schicci, en drønsjov, mørk operakomedie om grådighed, hvor Kosky er på hjemmebane med et lagkage-comedy mix af herlige, genkendelige unoder.
Den velhavende Buoso Donati har fødselsdag, og fejres ned en kæmpelagkage, som han omkommer på hovedet i, efter udpustning af de mange lys. Panikken breder sig i selskabet, da rygterne vil vide, at han har doneret hele sin formue til lokale munke.
Prægtigt er det, da de efterladte kropsvisiterer liget i håbet om at finde og ’tilrette’ testamentet – og finder ud af, at den så noble afdøde i virkeligheden er queer og bærer dametøj og bh under habitten.
Den anløbne, men handlekraftige fixer Gianni Schicci tilkaldes for at fifle med testamentet i et slapstick-scam, der som bekendt ender med, at han doublecross’er den grådige familie og testamenterer det meste af formuen til sig selv.
Ensemblet optræder helt skønt i en herlig, bølgende, genneminstrueret gruppekoreografi, kostumeret i komiske pangfarver – en intelligent kontrast til den fortræffelige musik.
Den berømte O Mio Babbino Caro-arie afleveres rørende smukt i den vanvittige kontekst som ren kitch. Det bliver ikke bedre.
Seks stjerner fra Det Sku’ Du Se til et Barrie Kosky hattrick, det er værd at rejse efter.
