TURANDOT • WIEN STAATSOPER
★★★★★☆
Foto: Michal Pöhn
ANMELDELSE TURANDOT: ASMIK GRIGORIAN STJÆLER SHOWET I WIEN
En tøsefornemmet, traumatiseret prinsesse Turandot sidder bomstille i en fritstående messingseng, svøbt i silkelagner mens endnu en svinebundet bejler føres ind, for at gætte de tre gåder, der kan afværge hans henrettelse, og sikre prinsessens hånd.
Vi er omtrent halvt inde i anden akt, og prinsessen har endnu ikke sunget en eneste linje. Men der er noget ved hendes modvillige udstråling, der har så meget X-faktor, at det kan mærkes overalt i den imposante Wiener Staatsoper, som er et at Europas højst estimerede opera hotspots.
Foto: Michal Pöhn
Så lyder den.
Stemmen.
Asmik Grigorian er en verdensstjerne af enestående format. Den litauiske sopran har et forbløffende overskud af stemmekraft, men formår dygtigere end andre at balancere sit vokale udtryk mellem det kraftfulde og det lyriske, så resultatet på samme tid udkommer ømt og stærkt, dominerende og ydmygt, magtfuldt og engleblødt.
At opleve Asmik Grigorian live on stage er overvældende. På scenen har hun en udstråling, der fastholder dit fokus fra start til slut.
Helt den samme stage magic er ikke forundt den i øvrigt fortrinlige russiske tenor Ivan Gyngazov i rollen som Calaf, der optræder med sikkerhed og vokalt overskud, men godt kunne have varieret udtrykket lidt mere poetisk.
Jubel-applausen efter storhitteren Nessun Dorma, der udgør et musikalsk nøgletema i denne sidste Puccini-aftapning, var der ikke noget i vejen med, men jeg synes der var plads til lidt mere kærlighed mellem linjerne.
At Grigorian er aftenens dronning hersker der ingen tvivl om, men man kunne tillige glædes over den fremragende mezzo Kristina Mktitaryan i siderollen som tjenestepigen Liu, der tager sit eget liv i forbindelse med torturscenen mod slutningen, hvor Turandot undskylder sine dårlige manerer med, at hun ikke er menneskelig, men datter af helvede.
Foto: Michal Pöhn
Calaf omvender hende med et James Bond kys af den slags, hvor kvinden først overgiver sig modvilligt efter at have sprællet forgæves for galleriet, en tonedøv iscenesættelse af dynamikken mellem kønnene, ville nogle nok mene i en Me Too kontekst.
Måske er det rent faktisk meningen, vi skal tænke en ekstra gang over det – og mærke overgrebet.
Sagen er jo, at Turandot er dybt traumatiseret af en mørk fortid og lodret imod hele ideen om dette ’eventyrlige’ tvangsægteskab.
-Ingen skal nogen sinde eje mig. Fri mig for det gåde-gøgl og skrid!
Den tyske stage director Claus Guth (60), som jeg er blevet fan af efter stærke opera oplevelser i Frankfurt (Jenufa) og Madrid (Orlando), har begået endnu en original iscenesættelse, der overrasker Wien ved levere et kinesisk eventyr komplet renset for kinesisk folklore.
I stedet får vi et uangribeligt stykke æstetik i form af enkelt, uniformt stagedesign i mintgrønne nuancer, spicet up med skideuhyggelige videoprojektioner, hvor en spøgelsesagtig, semitransparent Turandot med jævne mellemrum smører blod ud på bagvæggen.
Foto: Monika Rittershaus
På flere og flere scener i Europa er fremstillingen af etnisk folklore pr. automatik ved at blive sidestillet med aktiv imperialisme, grov stigmatisering eller anden ringeagtelse – og derfor fy-fy i den elitære samtale. Man bliver helt træt.
Musikken er heldigvis ligeglad, og dét skal da nok også blive et problem en dag. Puccini drejer sit fabelagtige partitur behændigt om kinesisk inspirererede motiver tilsat et brøl af kor og dramatisk orkestrering, som jeg næsten havde glemt er et af Turandots adelsmærker.
Hjertet sad helt oppe i halsen på mig gennem hele første akt, der åbner med 40-50 shoebox størrelse arkivkasser fordelt på forscenen, som lige så mange jakkesæt-klædte bureaukrater spadserer ind og sætter sig på.
Endnu ved vi ikke, at hver shoebox indeholder det afhuggede hoved af endnu en bejler der har prøvet lykken hos Turandot – og fejlet.
Et spektakulært virvar af mekanisk iscenesat bureaukrati, der synes travlt beskæftiget med ikke meget andet end at halshugge og bortskaffe ligene af Turandots bejlere.
En corny, komisk anlagt instrumentering af travlhed under ledelse af ministrene Ping, Pang og Pong, der associerer til både Kafka og Terry Gilliams bizarre 1985’er satire-dystopi Brazil.
Foto: Monika Rittershaus
Som du nok allerede ved, forlader Puccini i Turandot sin verismo stil og åbner døren for komedie i dette drama-romantiske eventyr, der ender med at fuldbyrde fortællingen om, at kærlighed kan overvinde alt – selv Turandots iskolde og traumatiserede hjerte.
Endnu en gang konstaterer jeg, at når man rejser ud i Europa og besøger operaens internationalt anerkendte strongholds, så får man også noget for pegene.
Det gælder solister, topinstruktørers fortolkninger og iscenesættelse, kor- og orkesterspil, lys- og sceneteknik i en samlet eksekvering, der manifesterer, hvor brillant en kunstart opera er, og hvor meget, der kræves for at levere på ypperste niveau.
Stastsoper Wien er med 1.709 sæder (og 435 ståpladser) det største af byens tre operahuse. Næste sæson byder på 44 iscenesatte produktioner, seks af dem nye, og de fleste spredt over hele sæsonen. Det er en velsmurt operamaskine med kapacitet til sætte tre til fire forskellige produktioner på scenen hver uge. Korte prøvetider er et indbygget problem, man lever med som et grundvilkår.
Jeg glæder mig til at genopleve Asmik Grigorian i Salzburg til august i (Prokofiev’s Der Spieler) og tilbage her i Wien til efteråret i Verdi’s Don Carlo.
Her og nu er der fem stjerner til en prægtig Turandot fra Det Sku’ Du Se.
