LE GRAND MACABRE • MÜNCHEN OPERA FESTIVAL
★★★★★☆
Foto: Wilfried Hösl
ANMELDELSE LE GRAND MACABRE: VANVITTIGT KAOS I DYBT BIZAR OPERA-SKÆRSILD
Den polske topinstruktør Krzysztof Warlikowski vover pelsen med en spektakulær og teknisk ambitiøs opsætning af Le Grand Macabre som åbningsforestilling på München Operafestival 2024. Hvis du mentalt er klædt på til en klassisk operaoplevelse, så kan du godt gå hjem og klæde om igen. Er du SÅ færdig, et kaos af vanvittig musik, bizarre kostumer og absurde snapshots af handling man udsættes for, i denne surrealistiske øjenåbner af 2 timers uafbrudt operaskærsild.
Foto: Wilfried Hösl
Le Grand Macabre skyldes den ungarnske komponist György Ligeti, der har blandet opera, operette og atonale soundscapes i en dybt avantgarde fortælling om verdens undergang og civilisationernes endeligt.
Forestillingen havde urpremiere i 1978 og har bl.a. været opført på Operaen i København (2014) i Kasper Holtens roste iscenesættelse. Jeg så den selv dengang, og husker det som noget af en mundfuld, men det var også inden jeg fik en mere opsøgende anmeldertilgang til operagenren og dens yderste grænser.
Efter en blandet modtagelse ved verdenspremieren i Stockholm (angiveligt bl.a. fordi den internationale operapresse ikke forstod svensk) har værket arbejdet sig op til at være en af de mest populære, nyskrevne operaer, når operahuse vil sætte en kreativ markør og sende et modigt signal.
Enhver, der har med opera at gøre, er bekendt med den vanskelige balancekunst at blande den rigtige repertoirecocktail af brede og smalle produktioner – pleje den kunstneriske nødvendighed samtidig med at der sælges billetter. En øvelse, Det Kgl. Teater har håndteret med dygtighed de seneste sæsoner.
Foto: Wilfried Hösl
Warlikowski lader løjerne foregå i og omkring et gigantisk, pigtråds-beklædt bur på scenens midte, hvori skiftende karakterer udfolder noget, der vel aldrig for alvor samler sig i et tæt, kronologisk handlingsforløb, men snarere blinker som en serie absurde scener befolket af syrede arketyper.
Nekrotsar er stået op fra graven for at forkynde tidens ende. Sammen med sin assistent, den pivstive sommelier Piet Fra Fad, begiver han sig ud på en apokalyptisk tur gennem et fantasiland, der viser sig at være et sandt Sodoma og Gomorra af sprut og sex, styret af den infantile prins Go-Go, korrupte ministre og perverse hoffolk – beboet af et skræmt og undertrykt folk og kontrolleret af det hemmelige politi Gepopo.
Foto: Wilfried Hösl
Den højt estimerede dirigent Kent Nagano har fuldkommen styr på orkester, lydbilleder og sære effekter efter en musikalsk masterplan, som jeg knapt fatter kan nedskrives på noder eller i det hele taget.
I hovedrollerne leveres flotte indsatser i de krævende partier fra bl.a. Michael Nagy som Nekrotzar, Lindsau Amman som Mescalina, John Holiday som Prins Go-Go og Benjamin Burns som Piet Fra Fad.
Foto: Wilfried Hösl
Det ene tableau afløser det andet – suppleret af forrygende videoanimationer i Cinescope – kloder kolliderer over fuld scenebredde med tydelige nik til Lars von Triers Melancholia, mixet med sære sort-hvid stumfilmsklip af voldelige oprør, bataljer og ødelæggelser.
Som Melancholia handler Ligeti’s Macabre også om en proklameret undergang – og hvordan mennesker reagerer på det snarlige møde med altings ende.
I modsætning til Triers film, går undergangen i dette tilfælde op i hat og briller, og bliver aldrig til noget. Måske var det hele bare en fordrukken drøm!
Stykket, som György Ligeti selv beskriver som anti-anti-opera, er pakket med historiske musikcitater, ekstreme koloraturarier, hakkende rytmer, crazy brug af instrumenter, båthorn og kakofonisk kaos.
Foto: Wilfried Hösl
Musikalsk bliver det helt ærligt noget anstrengende i længden qua det totale fravær af melodisk komposition. På den anden side er man vidne til en kraftfuld udladning i en komplet original, kunstnerisk manifestation, der gør indtryk som totaloplevelse.
En del publikummer udvandrede godt nok undervejs, men den samlede modtagelse var positiv grænsende til det entusiastiske ved fremkaldelserne.
Warlikowsky holder ikke igen med komikken midt i al dystopien, og der er fuld drøn på absurde kostumer, sadomasochistisk lædersex, grotesk uhyggelige dyremaskeringer og sceneteknik der bimler og bamler. Tjek selv videotraileren her.
Macabre er en forestilling, som man ser forlæns og forstår baglæns – og hvad er der galt med lidt eftertanke.
Der er ingen vej uden om fem stjerner til Warlikowski og Le Grand Macabre fra Det Sku’ Du Se.
