TRUBADUREN • MÜNCHEN OPERA FESTIVAL
★★★★★☆
Foto: Wilfried Hösl
ANMELDELSE TRUBADUREN: VERDI’S SPØGELSES-OPERA DIRRER AF EROTIK I MÜNCHEN
Den franske instruktør Oliver Py har begået en mega iscenesættelse af Trubaduren, der lever op til alle frankofile klicheer med et storladent, raffineret stage design og en fortolkning af Verdis spøgelsesopera, der dirrer af erotik.
Kulissen, der består af en middelalderbygning på 4-5 etager i noget, som ligner fuld størrelse, er så stor, at jeg knap begriber hvordan de overhovedet har fået den ind på scenen i Bayerische Staatsoper, der lægger rum til Münchens Operafestival.
En festival, der imponerer med sin ubetinget høje kvalitet af instruktører og solister, og altid er en rejse værd.
Hovedformålet med mit festivalbesøg var åbningsforestillingen Le Grand Macabre, som du finder anmeldt her på Det Sku’ Du Se, men som ekstra bonus var jeg mere end glædeligt overrasket ved at opleve genopsætningen af Oliver Py’s 2013-produktion af Verdi’s spøgelsesklassiker.
Denne Trubadur (Il Trovatore) er kort sagt en knaldgod og elementært underholdende operaoplevelse.
Det visuelle centrum, middelalderbygningen i sort træ, der på én gang signalerer dyster borg og landsbyidyl, er placeret på en drejescene og åbner sig med flere rum og mindre scener fortil, bagtil, oppe og nede, hvor en hel del erotik udfolder sig i pirrende flashbacks og flashforwards, der knytter historiens mange gustne handlingstråde sammen i en overbevisende helhed.
Det skader selvfølgelig ikke, at man her i München forkæles med et cast af topsangere.
Verdi er ekspert i de såkaldte nummer-operaer, der inviterer tydeligt til applaus mellem hit-arierne. Og det kræsne, tyske publikum er helt oppe at ringe over solisterne, der leverer på øverste niveau og bader sig i fortjent jubel.
Den rumænske baryton George Petean er en af de mest eftertragtede udøvere af Verdis barytonroller i dag, og han byder på en formidabel grev Luna, mens nøglerollen som Leonora forvaltes med ekvilibrisme og inderlighed af den lettiske sopran Marina Rebeka.
Som Azucena tilfredsstiller russiske Yulia Matochkina med sikker mezzo, mens den italienske tenor Vittorio Grigolo kritiseres for at overspille dramatikken i rollen som Manrico, men dog leverer en hæderlig udgave af hitarien Di Quella Pira i 3. akt.
Foto: Wilfried Hösl
Py giver den gas i et blæret metalag med muskuløse, halvnøgne dansere i scary dyremasker, der sabel-kæmper barfodet i slowmotion. Fantastisk er ikke mindst den vanvittige lokomotivscene med mændene, der hamrer løs på ambolte og et ud af det blå opdukket damplokomotiv, mens en afklædt pige danser vildt oven over – en rasende sammensmeltning af begær og maskulin, nærmest homoerotisk vold.
Trubaduren er en indviklet og komplet utroværdig historie om en tjenestekvinde, der bliver brændt på bålet som heks efter at være uretfærdigt beskyldt for at have forvoldt en greve-babys feberdød.
Ved henrettelsen bliver hun hævnet af sin datter Azucena, der nu ved samme lejlighed i et grusomt fejlgreb kommer til at myrde sin egen søn ved at smide ham ind i flammerne.
Azucena bortfører den tilbageblevne, anden grevesøn og opdrager ham som sin egen under navnet Manrico.
Måske er det hendes rebelske temperament, der gør, at Manrico vokser op og bliver leder af en modstandsgruppe, der bekæmper den lokale magthaver Grev Luna, uden at ane, at Luna er hans egen bror, som har ledt efter ham hele livet.
De er tilmed forelskede i den samme kvinde, og det hele ender fatalt, da Luna narres til at henrette Manrico, uvidende om broderskabet, før det er for sent. Hævnen fra den heks, der ikke var en heks, er dermed fuldbyrdet. Er du med?
Foto: Wilfried Hösl
Der er mange kandidater til titlen som Mest Usandsynlige Operaplot, men Il Trovatore er en af de bedste kandidater. Det siger ikke så lidt.
Til trods sine åbenlyse plotsvagheder står Trubaduren alligevel som et højdepunkt i operagenren, takket være Verdis fænomenale musik.
En mindeværdig oplevelse i München (dirigent Francesco Ivan Ciampa) på en aften, hvor både Danmark og Italien blev ekspederet ud af fodbold EM. Men hvor Verdi på flotteste vis fik revancheret det italienske renommé.
Foto: Wilfried Hösl
Instruktør Oliver Py, der tillige er skuespiller, librettist, forfatter og teaterchef var et nyt møde for mig, og jeg var dybt imponeret over iscenesættelsen (kulisser og kostumer af Pierre-Andre Weitzs), der stod som en slags retro-industriel punk – umådeligt voluminøs, men også æstetisk raffineret i sit dystre, sexede output, tilsat kæmpe, roterende, dampmaskineagtige mekanikker i scenografien, der roterede ustandseligt som en slags illustration af tragediens evigt kværnende hjul.
Oliver Py beskriver sig selv som katolik og homoseksuel med kunstnerisk fokus på begge discipliner, og har udtalte ambitioner om at lave Wagners Ring, som helt sikkert kunne være en spændende oplevelse i denne instruktørs iscenesættelse. Snart kan han bl.a. opleves med Rake’s Progress og Caramelitterne i Paris og med Siciliansk Vesper på Deutsche Oper i foråret. Det holder vi lige øje med.
Her og nu er der fem stjerner til Trubaduren i München fra Det Sku’ Du Se.
