THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN • COPENHAGEN OPERA FESTIVAL
★★★☆☆☆
Foto: Kim Glud
ANMELDELSE THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN: KLIMAOPERA MED KANT OG SELVGOD PATOS
Klimakrisen er blevet til moderne opera med ubetinget artistisk kant, men også med en undertone af så meget selvgod patos, at det er ved at blive for meget af det gode, når Copenhagen Opera Festival udfordrer publikum på Teater Sort/Hvid.
Et pragmatisk forældrepar, en klimaangst teenagedatter og en vejrmand med overheadprojektor udgør de 4 roller i The Girl With The Hurricane Brain, der optræder i musikalsk samspil med det anerkendte ni-personers ensemble Lydenskab, som er en del af scenografien under hele forestillingen.
Rollerne er skåret ud i pap. Datteren er fortvivlet over mediernes evindelige dommedags-bulletiner om klimakrisens accelererende udvikling. En tilstand, som mange, især unge, kan spejle sig i.
I en slags plotmæssig opposition står forældrene, som på sædvanlig boomer-vis prøver at glatte ud og dæmpe uroen med positive tilkendegivelser af gode viljer og affaldssortering.
Foto: Kim Glud
Alvoren bagatelliseres i hverdagens trædemølle, der kværner symbolsk på scenens midte, mens klimaforandringerne bare moser derudaf.
Ind i mellem illustreret af vejrmanden, der har placeret en rund skål jordklode-farvet olieblanding på sin projektor, der blæses op på bagvæggen og ligner Planet Earth med ekstra dryp af rødt, når vi skal forstå at Jorden bløder. Godt så.
Jeg erkender blankt, at jeg har det stramt med agit-teater af enhver slags, fordi det næsten altid bliver så frelst og selvhøjtideligt, at midlet skygger for målet. Det gælder også her.
Foto: Kim Glud
Det ændrer ikke på, at The Girl With The Hurricane Brain har et nødvendigt budskab. Og at en provokerende operahybrid som denne, er endnu en platform hvorfra de sløve masser kan råbes op.
Forestillingen er skabt af et hold højtprofilerede internationale kunstnere: Laura Bowler (komponist), Sam Redway (librettist), Jude Christian (instruktør), Laura Rathschau (scenografi/kostumedesign) og Zoë Palmer (dramaturg).
Musikken er et soundscape, der minder ikke så lidt om Ligeti’s Le Grand Macabre, der har en lignende, bagvedliggende undergangstematik. Læs min anmeldelse af den dybt aparte men også spændende åbningsforestilling fra årets München Operafestival her
Foto: Kim Glud
På linje med Ligeti’s musik er Laura Bowler’s score til The Girl en voldsom kakofoni af bulder og brag, atonale dissonanser og messende mellemspil. Jeg kan ret nemt forestille mig nogle stykker i min omgangskreds, der ville finde den musikalske oplevelse mere end almindeligt træls, og ikke nå i mål med forestillingens 80 minutters spilletid.
Librettoen, som er et mix af slagord og knækprosa, er på engelsk og lidt svær at forstå/høre, men kan læses på store bannere i foyeren. Gør det!
De dygtige sangere føres an af den fine sopran Peyee Chen, der formidler rollens DNA af ung angst med en lyrisk sårbarhed, som gør indtryk. Der er også roser til mezzoen Jessica Aszodi (moderen), tenoren Ted Schmitz (faderen) og kontratenoren Joseph Bolger (vejrmanden).
Der er flot niveau på den artistiske leverance hele vejen igennem, uanset om du kan lide det eller ej. Det bliver dog ved tre stjerner fra Det Sku’ Du Se.
Foto: Detskuduse
