ANMELDELSE UGENS RAPPORT: KONGELIG COMEDY DYNAMITE

Historien om det mandehørmende sensationsmagasin Ugens Rapport er blevet til drønende veloplagt teater, der underholder stort fra til start til slut – og endda lykkes med at kærtegne 70’ernes drukkultur og mediegamets karakterer, så man sidder tilbage med en både varm vemodig følelse når latteren har lagt sig.

Et supertændt cast akkompagneres af et cool kvinde-liveband, installeret i en boksesring på scenen med masser af punch i spader, slagtøj og attitude. Trommespillet, der flere gange blander sig i dialogen, er originalt tænkt og fedt eksekveret.

Mads Rømer Brolin-Tani gestalter til absolut topkarakter den nyligt afdøde, legendariske gonzo-journalist Kurt Thyboe.

Med skræmmende lighed, såvel i sin smartass-american blandingslingo, som i komplet herligt kropsprog med ustandselig macho-boksegestik af markerede hooks og selvsikkert drævende jabs til højre og venstre.

Sæt en Reumert til side til Mads, og reservér også en til Mikkel Arndt, der går all in på comedy dynamite, ikke mindst i sit kodyle syretrip efter field research hos Vesterbros rockermafia – kæft det er sjovt!

For så at transformere til rørende svag og underspillet rullestolsbruger i den bitre retræte, da broderskabet smuldrer, successen falmer og festen ebber ud.

Kenneth M. Kristensen er en hæsblæsende, tikkende bombe i 2400 Nordlædervest, barberblads-halskæde med hajtand, Ray Sawyer-hvalrosskæg og bandana som overtændt ’new journalism-Rambo.

Helt skønt og gakket bliver det, da han giver den som rusten popsanger med Dr. Hook hittet A Little Bit More i forløbet, der følger Kurts rocktour med bandet, og munder ud i hans fyring på gråt papir fra bladet, han selv havde skabt og førte til et gyldent toppunkt med et ugentligt oplag på 200.000 solgte eksemplarer.

Altid fremragende Johanne Louise Schmidt, formår at afdække en klædelig dybde i rollen som Kurts seje kvinde, der lægger ryg til det hele, så længe festen ikke slutter.

Nyd hendes timing og indlevende spil. Altid gør hun noget ved sine roller, så man tror på figuren og rammes rent.

Stykkets karakterer er kalkeret som grove, stereotype klicheer, men på en eller anden måde er det lykkedes forfatter Andreas Garfield og iscenesætter Thomas Bendixen at skabe ’rigtige’ mennesker ud af figurerne, midt i dette comedy-kaos, med hver deres bevæggrunde og selvforståelse, som man ender med at elske dem for.

Der er næppe mange, der savner Ugens Rapport, men man kommer skræmmende nemt til at savne dette ’magic moment in time, hvor den overrislede work hard-play hard kultur udfoldede sig så lystigt.

Jo tak, jeg var der selv i medie/reklamebranchen i 70’erne, som dette retro-spil så dygtigt fanger ånden af. Det er et herligt gensyn og fængende identifikations-teater. Av, av.

Scenografien sprudler af temposkift og når et vildt højdepunkt i anden akt, hvor Kurt ankommer til bestyrelsesmøde på næsen af en privatflyver, der ligner den ægte vare i fullsize under indflyvning på Skuespilhusets store scene.

En historie, der går for at være sand – Kurt kom alligevel en time for sent til mødet, hvor ’20 bedemænd sad ved et langt bord og ventede’ – men sparkede døren op og kurede hen ad gulvet mens han sang ’I got stoned, and I missed it’. Sååådan!

Portrættet af Kurt Thyboe dyrker måske mere myten end sandheden om ham og bladet – og hva’ så. Ugens Rapport tegner billedet af en ener, en i grunden elskelig idealist, på evig jagt efter nye stories, for at tilfredsstille læsernes lyster og længsler.

En rejse mod undergangen, og et forudsigeligt farvel til den grove, uhæmmede mandschauvinisme, og alt det macho-pladderromantik, som det for længst begravede magasin også var.

DISKRET VELSMAG HOS MARV & BEN

Lige ved Gammel Strand ligger Marv & Ben, som er søsterrestaurant til Pescatarian, som jeg omtalte så positivt for et par uger siden i forbindelse med min anmeldelse af Tosca. https://detskuduse.dk/2022/04/08/tosca-operaen/

Marv & Ben dyrker den samme, diskrete velsmag og æstetik – herunder et tilsvarende, gastronomisk greb med et udvalg af lækre småretter til en helt fornuftig pris.

Stilen er nordisk og den gode foodvibe er sikret i en afdæmpet, veldesignet atmosfære fordelt på to etager, hvor jeg fik plads for neden med udsigt til det åbne køkken med kokkene i arbejde.

Min tid var knap, så jeg måtte afstå fra ’6 favoritter’ og i stedet vælge ’4 hurtige’ for 400 kroner, som forekom helt aldeles i orden.

Hamachi’en var ceviche-style, frisk og lækker, men blev overgået af strålende dansk blæksprutte i en slags syrligkærnemælkssauce, der var lige i øjet og fortjente en 10 armet blækspruttekrammer.

Kyllingen med Miso og brunet smør var måske lige diskret nok eller også havde jeg bare lidt for travlt.

Dessert af yougurt, blegselleri og pære, afrundede det enkle, velsmagende måltid, der var ledsaget af gode glasvine fra den tilhørende vinmenu.

Alt i alt en rigtig god oplevelse som jeg må gentage med lidt mere bagkant på min teatertiming.

På gensyn.

UGENS RAPPORT • SKUESPILHUSET