E TEMPORANUM FINE COMOEDIA • SALZBURG FESTSPIELE 2022

★★☆☆☆☆

ANMELDELSE DE TEMPORANUM FINE COMOEDIA: UMÅDELIGT SELVHØJTIDELIG OG DRÆBENDE LANGTRUKKEN

Det starter med en stening. Modbydeligt effektivt eksekveret af en håndfuld religiøst optændte hævnere klædt i sorte kapper og hvide masker.

Snart efter kvæles en gruppe børn ved håndkraft et efter et, til livet sitrer ud af dem.

Beslutsomt håndteret af ni nonnelignende, skingert skrigende Sybiller, profeter/orakler, der påkalder sig gammeltestamentlige dogmer om en dømmende, straffende Gud, som på den yderste dag vil skille fårene fra bukkene.

De ufromme skal betale tredobbelt tilbage for deres synder og lide for evigt i helvedes flammer.

Du kan måske se barokmaleren Bosch’s groteske billeder af skelet-menneskers dødedans i skærsilden for dig.

Romeo Castellucci’s iscenesættelse af Carl Orff’s dommedagsoratorium er en voldsomt ambitiøs hybrid af koncert og performance-teater med et hav af medvirkende. Musikken buldrer og brager i en serie af højstemte scener, man ikke glemmer lige med det samme, selv om man gerne ville.

Værket havde urpremiere i Salzburg tilbage i 1973, hvor legenden Karajan dirigerede. Selv pæne aviser som New York Times beskriver det som et værk, kun få holder af.

Forestillingen er en helt ny, avantgardistisk dramatisering af det oratorium, der blev det sidste fra tyskfødte komponist Carl Orff.

For at sige det rent ud er den umådeligt selvhøjtidelig og dræbende langtrukken. 

Salzburg publikummet aner ikke, om de skal grine eller græde, trods de flot massekoreograferede, indiskutabelt spektakulære scener i gennemført stilig undergangsæstetik, der er så symbolsk og indforstået, at man knap nok aner, hvad der foregår.

Træstammer rejses som erigerende totempæle, der hugges ned med blå økser og trækkes bort.

En hær af mennesker, anonymiseret  i hudfarvede catsuits befolker scenen i fuld bredde, skrækslagne, fortabte og lidende, mens de afventer Dommen.

Esoterisk, psykoanalytisk kitch, man nok skal have læst mere Freud, for at forstå.

Musikken, som er en blanding af sære lydbilleder og manisk repeteret rytmik, tilsat apokalyptiske skrig og skrål, har fået nogle til at kalde Orff for et one hit wonder med hans kendte kor/orkesterværk Camina Burana fra 1936 som højdepunktet.

I hvert fald er det ikke indlysende, hvorfor Castellucci har valgt at parre sin Hertug Blåskæg i en double bill med denne aggressive, kristne vision om verdens ende.

Bagtanken fremgår delvist af et interview i programnoterne. Pointen handler om, hvordan de to værkers modsætninger komplementerer og griber ind i hinanden, men det er så akademisk, at jeg må melde pas i forhold til en enkel forklaring.

Da undergangen synes indtruffet, træder Lucifer frem, erkender sine synder, udvirker tilgivelse til alle – og kan snart igen tage plads hos Herren som den bærer af Lyset han var, før han blev Prince Of The Dark.

I mellemtiden er Judith og Hertug Blåskæg fra dobbeltforestillingens første del kommet på scenen, hvor de får del i den generelle amnesti. Det hele foregår selvsagt i en koreografi og musikalsk ledsagelse, der er så patosfyldt, at selv et hik ville være åndfuldt.

En tysk kritiker skrev, at han efter forestillingen bare havde lyst til en skinkesandwich for at genfinde en slags jordforbindelse.

Også en til mig, tak.

PS. Da jeg researchede Sybillei forbindelse med ovenstående gik det op for mig, hvilken herlig, subtil fornærmelse John Cleese har udsat sin Fawlty Towers-hustru for, gennem alle seriens sæsoner, ved konsekvent at titulere hende ’Oraklet’. Dét er noget, jeg bedre forstår.