NABUCCO • ZÜRICH

★★★☆☆☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE: NABUCCO SOM BLØD MAND I ZÜRICH

Nabucco er en af Verdi’s første operaer, og den, han slog igennem med som operakomponist i 1840’erne. Rossini havde indstillet karrieren, Bellini var død, Donizetti var syg med syfilis og rivalerne havde dermed efterladt banen åben for en ny stjerne.

Set i lyset af Verdi’s samlede værk, er det tydeligt, at hans mesterlige greb om genren, først manifesterede sig et stykke hen i karrieren, omkring den periode, hvor han skrev Rigoletto, Trubaduren og La Traviata lige efter hinanden. Operaer, som er blandt verdens mest populære og oftest opførte.

Nabucco er nok operahistoriens eneste værk, der er kendt for en korsats og ikke for en smægtende arie. 

Du har allerede gættet, at det drejer sig om Slavekoret, hvor de fordrevne jøder besynger håbet om tilbagevenden til det hellige land. Flyv tanke, på gyldne vinger, som det synges (Va, Piensa.)  

Sangen blev en slags nationalistisk slagsang for tilhængerne af Italiens genfødsel Il Risorgimento, efter at landet have været splittet og delvist besat af både Napoleons Frankrig og Kejserens Østrig.

Slut med at indordne sig under et fremmed herredømme. Hvis du kan tænke det, kan du gøre det.

Zürich operaens chef og stage director Andreas Homoki har iscenesat en stilren, æstetisk Nabucco, der i tråd med Homokis foretrukne greb, i høj grad fokuserer på psykologien i karakterernes indre kampe, frem for en masse udvendigt rabalder.  

Scenografien består af en gigantisk monolit i grøn marmor, der fylder hele drejescenens diameter og kører nonstop 360 grader rundt, med mulighed for flyvende udskiftning af medvirkende og ambience, hver gang, tallerkenen er drejet en omgang. Enkelt, smukt, og… enkelt.

Et lidt forvirrende, bibelsk plot hvor Nabucco (Nebukadneser) fordriver hebræerne og senere lader dem komme hjem igen, bliver vredet lidt rundt, skilt ad og sat sammen igen med tematikken i den italienske samling. 

Fordrevne jøder fra Mellemøsten eller statsløse norditalienere  fra Lombardiet. Same same, but different. 

Konceptet er måske søgt, men også nærliggende i Verdi-kontekst, og det fungerer nok lidt bedre på papiret, end i virkeligheden – selv om flere af forestillingens tableauer er spektakulære i deres massekoreografi og pågående korsatser. Stort anlagt og flot eksekveret   

Nabucco er konge og kriger, men ikke mindst den hengivne far for sine to døtre, som er en vinkel, der får særligt fokus i denne opsætning.

Sammen får de rodet sig ud i et indviklet magtspil, tilsat et nogenlunde forudsigeligt, romantisk drama.

Døtrene Abigaille (Anna Pirozzi og Fenena (Alisa Kolosova) synges med bravour. De  ligner tilmed hinanden som to dråber vand, i smukke grønne kjoler der matcher monolitten, og en ret heftig kampvægt, der sine steder gav en ufrivillig diskurs, og åbner debatten om fatshaming kontra rolleidentifikation. 

Det vedvarende, psykologiske pres på faderen, efterlader ham en stor del af tiden i rollen som blød mand med kongekrone, der er ved at tabe det hele på gulvet.

Som den plagede Nabucco leverer en internationalt anerkendte baryton Luciano Gallo aftenens bedste, vokale præstation i en forestilling, der savner bid, og ikke helt rammer Zürich operaens sædvanlige, høje niveau.

Flot men også noget ensformig er scenografien – hele forestillingen er til gengæld badet i et utrolig smukt lysdesign af Franck Evin, som Homoki også lod brillere i sin store Bregenz opsættelse af

Madame Butterfly, og som jeg oplevede i august.

Men det er en anden historie som du kan læse nedenfor

MADAME BUTTERFLY I BREGENZ: OPERASHOW I MESTERKLASSE

En gigantisk flagstang med det amerikanske Stars and Stripes på toppen erigererer gennem et stykke krøllet papir på omkring 300 tons.

Således voldtager man en mastodontisk papirskulptur med referencer til japansk origami, der etablerer sig som scenen for en storstilet outdoor-udgave af et af Puccinis mest gribende melodramaer.

Læs anmeldelsen her   https://detskuduse.dk/2022/09/13/madame-butterfly-bregenz-operashow-i-mesterklasse/