VALKYRIEN • ZÜRICH

★★★★☆☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE VALKYRIEN: RIGOR MORTIS I ZÜRICH

Døden indhenter alle i løbet af de fire mega-operaer med tilsammen knap 20 timers spilletid, som udgør Wagner’s Ring. Ved gallapremieren på Ringens anden del Valkyrien i Zürich Operaen, er det imidlertid som om, rigor mortis er indtrådt et par afsnit for tidligt.

Med Valkyrien spinder stjerneinstruktør Andreas Homoki videre på den minimalistiske superæstetik, der udgjorde det skarpt skårne, visuelt-konceptuelle greb om Rhinguldet.

En slags uendelig, modernistisk palads-drejescene var omdrejningspunkt for Homokis lean and mean Rhinguldet, der havde Zürich premiere i april.

Det Sku’ Du Se Du Se var på pletten og du kan læse anmeldelsen her. https://detskuduse.dk/2022/06/02/rhinguldet/

I Valkyrien er både orkester og solister på højde med sidst, hvis ikke endnu stærkere.

Dramaturgisk virker opsætningen desværre noget stiv og statisk.

Det er, som om Homoki er lige så låst af sit scenografiske koncept, som overgud Wotan er, her i Wagners store saga om magt, kærlighed og undergang.

Rigtig meget foregår i Ringen, men dramaturgisk synes Wagner at hælde mest til lange, dramatiske passager, hvor musikken udfolder det helt store følelsesregister i en massiv, mangefacetteret orkestrering, som vel kun Wagner kan gøre det.

Jo flere gange man oplever Ringen, jo bedre forstår man, at nyde de mange såkaldte ledemotiver, der giver en stribe af fortællingens karakterer, lokationer og rekvisitter deres helt egen ’jingle’.

Wagnerianere er folk, der kan nørde helt ud over alle disse mere eller mindre gedulgte, musikalske teasere. Det er en ret tilfredsstillende indsigt, når man begynder at få færten af konstruktionen – og kunne knække koderne.

Den plagede Wotan (Odin) synges overbevisende og kraftfuldt af Tomasz Konieczny, der også spillede rollen i Rhinguldet.

Meget bøvl kunne være sparet, hvis Wotan tidligere i forløbet havde sat hustruen Fricka på plads – inden hun får lavet al den ravage, som woke forsvarer af det hellige ægteskab og rene linjer i den kønslige omgang.

Vi har balladen, da hun (overbevisende leveret af Patricia Bardon) – vender sig mod Sieglinde og Siegmunds spirende, incestiøse forhold og kræver Wotans indgriben. Søskendeparret i øvrigt fornemt gestaltet af en glimrende Daniela Köhler og en fremragende Eric Cutler.

Hjemme i Valhalla hidkalder Wotan sine tapre Valkyrier, men det i spænding ventede, ikoniske Valkyrie-ridt er blevet ufrivillig komisk og komplet spoleret af de fjollede hestemasker, Valkyriene er udstyret med.

Et sært fejlgreb fra en så højt estimeret iscenesætter som Homoki. Øv!

Gribende er til gengæld den lange scene, hvor Wotan lægger kortene på bordet overfor sin yndlingsdatter Brünnhilde i en flot præstation af finsk/svenske Camilla Nylund.

Bevægende på de indre linjer, men så stillestående på scenen, at det på en eller anden måde lægger en dæmper på publikumsoplevelsen.

Pludselig savner man Stefan Herheims Las Vegas-agtige, spektakulære og voldsomt dynamiske udgave af Ringen fra Deutsche Oper, som sine steder var klart for meget at det gode – men aldrig efterlod salen så længe ad gangen til eftertænksomme selvstudier af aktørernes indre verden.

John Fulljames’ absolut vellykkede arkitekt-tegnestue-udgave fra København erindres også som mere dynamisk og indtagende.

Voldsomme bifald hamrede afslutningsvis ned over de medvirkende fra et smokingklædt publikum, der syntes at have fået den Valkyrie, de kom efter.

En version, der cementerede Wagners ry for det musikalsk uovertrufne – men også led af en noget introvert og langsommelig dramaturgi.

Fortsættelsen følger med Siegfried 5. Marts 2023 og Götterdämmerung 5. November 2023.

ZÜRICH VERY QUICK GUIDE

Du er et anstændigt menneske og har blot nydt en drink eller to i hotelbaren efter sen ankomst til dit hotel.

Jeg plejer selv at bo på det afslappede hotel Europa 100 meter fra operaen.

Næste morgen står du frisk op og spadserer til Kunsthaus Zürich, der ligger 10 minutter derfra.

Museet  synes velhavende og har nogle fine, faste udstillinger af moderne kunst + det normale museumsudbud af franske impressionister og hollandske mestre. Især en digital satsning ved navn Digital Lab er værd at se på. 

Efter museet som er klaret på en god times tid inkl. god kaffe i cafeen, drysser du ned til søen og hopper på en Kleine Seerundfart.

Komfortable turbåde sikrer frisk luft og køn sightseeing på knap halvanden time. Sid inde eller ude med mulighed for udskænkning.

Frokost anbefales straks efter på mit favoritsted Bindella, hvor du selvfølgelig har booket i god tid.

Bindella er en livlig, meget besøgt, italiensk restaurant i den gamle bydel med små krogede gader og herlig stemning. Den har en high end feeling a la FIAT og Victor og er et fedt sted at hygge sig.

Skal det være lidt finere, søger du mod Conti, der er ejet af samme familie  og ligger 10 min derfra.

Shopping på verdenskendte Bahnhofstrasse er for den seriøse velhaver med hang til Gucci og lignende topbrands.

Efter aftenens forestilling holder Brasserie Schiller åbent på hjørnet over for operaen. Med sit tradtionelle brasserie-køkken og gode service er det et udmærket sted til lidt hurtig natmad og refleksion over teateroplevelsen.

Turen ud til lufthavnen tager 20 minutter i taxa næste formiddag. Nemt, enkelt og med en kort flyvetur hjem til CPH.