GIULIO CESARE • AMSTERDAM OPERA

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

ANMELDELSE GIULIO CESARE: USTYRLIG CALIXTO BIEITO HI-TECH ØRKEN HÄNDEL l AMSTERDAM

Med en umådeligt spektakulær og næsten infantilt provokerende udgave af Händels barokmesterværk Guilio Cesare (Julius Cæsar), lever den spanske stjerneinstruktør Calixto Bieito ubetinget op til sit image som Operaens Quentin Tarantino.

Vi er kun få takter inde i operaen, da hustruen til Cæsars politiske rival Pompeo, får overbragt det ituskårne lig af sin mand i en indkøbspose. De følgende arier afleverer hun vandrende i lidelse, mens hun kærtegner ligdelene, snart selv smurt i indvolde, kødsplat og blodige hårtotter.

Bag hende fylder en ildevarslende, gigantisk, sci-fi præget stålkube, beklædt med semitransparente videopaneler, næsten hele scenerummet i Amsterdams udsolgte operahus, hvor den internationale operapresse er på plads.

Ingen ved endnu, at man i de næste knap 4 timer vil blive udsat for en 300 år gammel barokopera i et mildt sagt forbløffende, modernistisk produktionsdesign, båret af state-of the-art digital sceneteknologi.

Et hi-tech ørkenparadis fyldt til bristepunktet med rigelige mængder af ironisk distanceret sex, vold og krænkelser.

Snart skal det vise sig, at kuben er en sand magic box, der langsomt springer ud som spektakulært videolysshow med grafiske mønstre, hieroglyffer, enorme projektioner af blå himmel, dystre nattemåner, sandstorm, brusende, stormfuldt hav og corny, tik-tok-agtige animationer.

Fra toppen af boksen, der både kan dreje om sig selv og hæves fem meter op i vippetilstand med video på alle flader, optræder operaens hovedpersoner (i sikkerhedsline) mens kampscener og voldtægter udspilles på scenens forgrund til  tonerne af knivskarp, rytmisk barok.

Fabelagtig, flabet blandingskunst, man ikke glemmer lige med det samme.

Men som også får opera-tradtionalister blandt publikum til at skæve nervøst mod udgangen.

Handlingen er et omfattende plot af politiske intriger, magtkamp og kærlighed. I instruktørens optik er omdrejningspunktet en diskussion af, hvor langt man vil gå for at få absolut power – ikke ulig tematikken fra streaming-hittet House of Cards.

Det opskårne lig i indkøbsposen, som sparker handlingen i gang, er en velkomstgave fra den ægyptiske konge til Cæsar, som er kommet til Egypten for at sætte rivalen Pompeo på plads og selv overtage styringen.

Cæsar er ikke spor glad for gaven, der sætter fart i et ukontrollabelt amokløb af hævn og politisk bøvl, med rigelige doser tørre tæsk og seksuelle overgreb for åbent tæppe.

Når der er sagt Cleopatra, er der også sagt kvindelist – herunder kvindelist med flere ublu krænkelser, hvor den normale skurke/offer-rolle er byttet om, f.eks. da Cleopatra ’forfører’ en række mandlige karakterer ret så eftertrykkeligt.

Det hele befinder sig på kanten af komik med Cæsar klædt i tætsiddende jakkesæt, Cleopatra i fashionabel, rød spadseredragt, kvinder i luksus beachwear på designer-liggestole ved Nilens bred – for ikke at tale om de ret sexy, sorte kimonoer med ægyptisk inspireret guldornamentik, båret af muskelstærke, snart afklædte kontratenorer i homoerotisk sangerfest.

Emmanuelle Haïm er konstant på tæerne i sin direktion og kalder en uhyre rank barok frem i det velspillende orkester, som er begunstiget af fremragende akustik i den imponerende operasal. Rytmisk, stram og fremadgående i temposatserne, smægtende adagio når det kræves.

Intet under, at hun betegnes som en af tidens dygtigste og mest drevne Händel-fortolkere.

Der er meget plot, der skal trawles igennem i løbet af operaens knap 4 timer. Bieito insisterer på, at ikke et øjeblik skal gå uden action, hvilket gør den samlede oplevelse af produktionen sprællevende og måske lidt overgjort fra tid til anden.

Til gengæld imponerer især Julie Fuchs som Cleopatra, Cameron Shahbazi som Tolomeo og Christophe Dumaux som Cesar gennem de mange hvirvlende koloraturer – og i de følsomme, musikalske largo’er, hvor emotionel dybde får plads.

Det tændte publikum kvitterer hyppigt med voldsom applaus, når de vokalgymnastiske bravournumre eksekveres på højeste niveau.

Finalen rummer en kæk reference til Bieito skandaløse 2012 opsætning af Maskeballet, da Cesar og Cleopatra fejrer hinanden med store, sløjfeombundne gavepakker, der viser sig at indeholde forgyldte toiletter. Fortolkningen klarer du selv og har med magtkritik at gøre.

Bieito lever op til forventningerne med et radikalt nyt take på denne 1724-klassiker, hvor ethvert spor af periodedrama er opslugt af forbløffende teknologi, der velnok også skygger noget for figurernes indre psykologi.

Han har i denne Julius Cesar fravalgt skønmaleriets komfortzone, og satser på provokationen, der skal få os til at reflektere over magtens væsen.

Det Sku’ Du Se belønner modet, det prægtige orkester og de imponerende sangerpræstationer med 5 stjerner.

MINE QUICK AMSTERDAM TIPS

På Bistro De La Mer få minutter fra operahuset finder du en forrygende fiskefrokost, hvor jeg bl.a. fik komplet geniale muslinger, dampet, dernæst stuffed med tynde skiver frisk selleri og serveret på et leje af madouvansauce, en slags fransk karry, du straks bør udforske på nettet.

Efter pighvarren med bagte jordbær under spæk, anbefales en let dessert af marinerede druer med gintonic granité.

En art syndsforladelse finder du på Rijksmuseum, hvor du ud over Adam og Eva kan hilse på de gamle mestre f.eks. Rembrandt og Vermeer. Night Watch er og bliver et imponerende mesterværk, også selv om det er under renovering i sit glasbur, live on site.

Få hundrede meter fra museet ligger Heineken Experience i det gamle bryggeri, hvor den får én over nakken i knaldflotte, heftige brand-videoer, og der vanker godt med smagsprøver på den ret underholdende, guidede tur, der slutter i bryggeriets bar. Om sommeren kan festen fortsætte på Heinekens rooftop.

En kanalrundfart er selvfølgelig et must, jeg var heldig at gøre den under byens lysfestival med stemningsfulde, artzy kunstinstallationer langs kanalerne.

Fiskebistroen har to storesøstre, den Michelin en-stjernede De Juvelier i nabohuset, som skuffede med en karakterløs vildfasan, men reddede æren med oksemarv i svampe serveret i knoglen samt udmærket St. Estephe 2016 på glas. Den tostjernede Michelin restaurant 212 af samme familie har jeg til gode til næste gang.

Shopping mulighederne i kvarteret De 9 Gader er endeløse, det samme er forekomsten af hyggelige cafeer og barer.

Sex og joints tilbydes fortsat uhæmmet i det kendte Red Light District, som også kan besøges alene for den liberale, kinky stemning og autentiske, fredede arkitekturs skyld.

Amsterdams opera har et tætpakket, alsidigt program, med mange gode anledninger til genbesøg. Det er på alle måder en herlig by fuld af fest.