BOVARY • STAATSBALLETT BERLIN
★★★★☆☆
Foto: Serghei Gherciu
ANMELDELSE BOVARY: HEDE FANTASIER OG FARLIGT BEGÆR MISSER KLIMAX I BERLIN
Skandaleromanen om Madame Bovary er oplagt, scenedramatisk materiale. Trods sine mere end 200 år på bagen tjekker fortællingen direkte ind i social media problematikken 2024.
Staatsballet Berlin har omsat romanen til en seværdig, dynamisk helaftensballet, der er loyal mod sit forlæg, men måske godt kunne have forhøjet indsatsen med en mere radikal fortolkning og et stærkere stagedesign.
Flere og flere, ikke mindst unge, martres af SoMe-relateret mindreværd ved synet af, at alle ser ud til at have et meget rigere liv end én selv.
På samme måde er Madame Bovary offer for sine ufuldbyrdede længsler efter ravruskende, passioneret kærlighed, flammende romancer og buldrende erotik.
Romanen om madame Bovary skyldes Gustave Flaubert, der fortæller historien om Emma Bovary, en kvinde, som er utilfreds med livet i provinsen og sit lidenskabsløse ægteskab.
Romanen skabte skandale ved udgivelsen i 1857 på grund af dens ærlige fremstilling af begærets komplicerede natur og eksplicit utroskab, der jo nødigt skulle gå hen og brede sig (for meget), hvorved sociale strukturer kunne blive udfordret.
En meget omtalt retssag endte med, at Flaubert blev frikendt for anklagerne om uanstændighed, men balladen var naturligvis en skøn PR-gevinst for den amoralske historie om Emma, der gifter sig med en rar, men også lidt kedelig landsbylæge, som slet ikke kan leve op til fruens urealistiske forventninger om stormfulde højder og farligt begær.
Hede fantasier, hun har tilegnet sig gennem energisk læsning af al den dagdrømmeriske litteratur, hun kan få fingre i.
Savnet dulmes med hemmelige elskere, den unge kontorist Leon og den velpolstrede slambert Rodolphe, dyrt tøj, prangende manerer og eksklusivt boligudstyr.
Det hele foregår lige for næsen af den naivt intetanende ægtemand, og fører til ruin, fortvivlende ydmygelse og et teatralsk selvmord med arsenik, der placerer Madame Bovary i den klub af faldne kvinder, hvortil også La Traviata og Menon Lescult har medlemskort.
Den ansete koreograf Christian Spuck har iscenesat dramaet som ballet på Deutsche Oper, hvor forventningen om det ekstraordinære lurer, men ikke rigtigt indfries.
Christian Spuck er kendt som chef fra Zürich balletten, der fuldkommen rev bukserne af mig med Nachtträume sidste år i Marcos Morau’s geniale opsætning. Læs den seksstjernede anmeldelse her.
I dag er Christian Spuck rykket til det varme sæde i chefstolen for Staatsballett Berlin, hvor han debuterer med BOVARY, der har fået pæne, men også lidt lunke anmeldelser i den tyske balletpresse.
Sandt er det, at balletten er en smuk reproduktion af romanen, der ikke tilfører noget nyt eller overrumplende.
Scenografien er velnok på kanten af det ordinære, fraset nogle store, kornede sort-hvide videoprojektioner af 1800-tals landbrugsarbejde i udkants-Frankrig, som ensemble og solodansere i ret konventionelle kostumer er matchet op imod.
En fin, visuel gimmick, der punkterer forestillingen om fransk landsbyromantik, og viser et dødssygt, mudret landbrugs-knokleri, som står i skærende kontrast til Emmas drømme om billedskøn bondeidyl.
Flotte billeder bliver skabt i nøglescenerne – til festen på herregården, ved dyrskuet, og i sekvenserne, med djævlens håndlanger i skikkelse af den skruppelløse handelsmand Monsieur Lheureux, der forsyner madame med flere og flere luksusvarer, hun ikke har råd til.
Man kunne jo godt have set en mere modernistisk, techno ambience med floder af den slags Facebook feed, hvor vi plager hinanden med endeløs selviscenesættelse i et photoshoppet mix af vellykket bagværk, pragtfulde, uopdagede rejsemål, rigtige venner og stressfri terrassehygge i en atmosfære af rosé og løs hør.
Danserne er selvsagt af høj kasse, og forløser koreografien til musik af Camille Saint-Saëns, Ligeti m.fl., med fine, lyriske passager og momentvis cinematisk dramatik.
Kvaliteten i helhedsbilledet er indiskutabel, men man savner et ekstra gear og ambitionen om en dristigere ekstemporering.
Måske kommer det i uropførelsen af føromtalte Marcus Morau’s Overture, der opføres i en lovende doublebill med Angels Atlas af Crystal Pite med premiere i slutningen af april/starten af maj, som kunne være en rejse værd.
BOVARY indkasserer fire stjerner fra Det Sku’ Du Se.
