TRISTAN OG ISOLDE • OPERAEN
★★★★★☆
Foto: Miklos Szabo
ANMELDELSE TRISTAN OG ISOLDE: STOR KUNST I SNEGLEFART
Tristan og Isolde er en instrumentering af dannelse. At opleve Wagners monumentale værk på Operaen er en slags blåstempling af kulturel ballast. Wagners komposition er mindblowing musik, og svenske Sofia Jupiter har begået en vellykket iscenesættelse med enkle, virkningsfulde scenebilleder, der giver plads til de store følelser. Vær indforstået med, at det tager den tid, det tager…
Scenedramarisk er Tristan og Isolde bestemt ikke en pageturner, hvis man må bruge den parallel.
Jeg synes man må være ærlig og adressere, at forestillingen i sin afvikling af det ret enkle plot, savner scenisk momentum i flere stræk gennem den samlede spilletid på over fem timer inkl. to pauser.
Men musikken, altså!
T&S er et overmåde betydningsfuldt, musikhistorisk værk i topmålet af fuldfed orkestrering i et tonesprog og en musikalsk struktur, der slog benene væk under sin samtid (1865).
Et musikalsk tour de force på følelsernes overdrev, hvori selv kendere aldrig rigtig falder helt til ro, da nye lag og betydninger lader sig afdække hver gang man lytter lidt nærmere efter.
Titelrollerne udfyldes fuldt tilfredsstillende af Bryan Register og Elisabeth Strid, stærkt flankeret af Kyoungil Ko som Kong Marke og Hanne Fischer som Brangäne.
Foto: Miklos Szabo
Tre flotte scenebilleder af Erlend Birkeland indrammer fortællingens tre akter. Et båddæk på en stor, vippende konsol, en hyperpoetisk blomsterhave og et lækker-dystert stenbrud foran Tristans borg, hvor finalen afvikles i et umådelig flot lysdesign.
Gennem hele afslutningen løber Mild und Leise motivet som rød tråd gennem de uundgåelige myrderier og fuldbringelsen af den Liebestod, det hele handler om. Det er stor kunst, og du kan være helt sikker på, at Wagner er bedøvende ligeglad med, om du finder eksekveringen langtrukken.
Wagner var en musikalsk revolutionær, der ønskede en omvæltning af den traditionelle operaform.
Foto: Miklos Szabo
Frem for de sædvanlige ’nummer-operaer’ med singlehit-arier og forstyrrende bifald mellem ørehængerne, skabte Wagner med T&S et stadigt fluktuerende tonalt flow af overgange, en slags længslens sprog af hvileløs musik uden ’ordentlige’ afsluttende kadencer.
Wagner var stærkt inspireret af filosoffen Schopenhauer, der insisterede på musikkens overlegne evne til at kolportere følelser og udtrykke det usigelige. Et synspunkt, Wagner købte energisk ind i og som præger T&S fra start til slut.
Læn dig tilbage og nyd lange, uafbrudte toneforløb med serier af kromatiske stigninger – opspændinger frem mod forløsning – så man ikke undgår at forstå, det er sex, det handler om.
Foto: Miklos Szabo
Med klimax, der enten kulminerer i magtfuldt crescendo – eller bøjes ned i betydningsfuldt diminuendo. Partituret er rent guf for musikteoretiske og kompositoriske nærstudier.
Der er fem stjerner fra Det Sku’ Du Se til en mættende, kunstnerisk oplevelse i selskab med et brillant spillende Kgl. Kapel under sikker ledelse af Paolo Carignani.
Læs mere om handlingen og tjek yderligere baggrundsstof i min anmeldelse af Tristan og Isolde fra Bayerischer Staatsoper i München i et stjernecast med Jonas Kaufmann og Anja Harteros her.
Glæd dig også til at læse når jeg skriver hjem fra årets Wagner Festspiele i Bayreuth i august, hvor jeg anmelder både Den Flyvende Hollænder iscenesat af Dmitri Tcherniakov med Michael Volle som hollænderen samt Tristan og Isolde med bl.a. Camilla Nylund. Det bliver stort.
