SIEGFRIED • BRUXELLES
★★★★☆☆
Foto: Monika Rittershaus
ANMELDELSE SIEGFRIED PÅ LA MONNAIE: SKANDALEN AFBLÆST I BRUXELLES
Det var noget af en afbrænder, da den italienske stjerneinstruktør Romeo Castellucci og La Monnaie Operaen i Bruxelles afbrød samarbejdet efter de to første, kunstnerisk innovative og internationalt roste episoder af Bruxelles Ringen.
Katastrofen lurede ved udsigten til, at produktionen af tetralogiens del tre og fire, Siegfried og Götterdämmerung, måtte droppes, og en celeber operaskandale ville eksplodere mellem hænderne på ledelsen af La Monnaie.
Årsagen var angiveligt et inkompatibelt forhold mellem det økonomiske råderum og de tårnhøje, kunstneriske ambitioner, der ellers blev så eftertrykkeligt indfriet med spektakulære opsætninger af Rhinguldet og Valkyrien, som begge er premiere-anmeldt her på Det Sku’ Du Se.
Rygtet vil vide, at Castellucci ønskede Siegfried produceret som en helaftensfilm, og Götterdämmerung udformet som halvt opera og halvt skuespil.
Nok lyder det ukonventionelt, men alle, der har set en Castellucci-produktion eller to, ved, at det konventionelle ikke er noget, den italienske mester har meget af i sin værktøjskasse.
Foto: Monika Rittershaus
Med kort varsel accepterede Wagner-eksperten, den fransk-libanesiske Pierre Audi, generaldirektør for Aix-en-Provence Festivalen, rutineret instruktør og kunstnerisk leder, at tage over med et nyt produktionshold.
Premieren på Siegfried den 11. september var en manifestation af artistisk professionalisme og afmonterede ethvert tilløb til skandale.
Foto: Monika Rittershaus
Det er muligvis den mest musical-inspirerede Wagner-fortolkning, jeg har set, hvor et næsten showpræget, abstrakt, men klart aflæseligt stage design badet i blærede lyseffekter, indrammer fortællingen.
Det er ikke nødvendigvis negativt, at Pierre Audi afstår fra Castellucci’s ofte vilde og skæve ekstemporeringer, men går mere nøgternt til historien og forstærker dens keypoints.
En central, visuel rolle spiller Notung-sværdet, der er et kodylt fallossymbol, fremstillet som en stærkt lysende stribe af laserlys i flere variationer.
Det minder ikke så lidt om lyssværdet fra Star Wars, ligesom Wotan, forklædt som Den Mystiske Vandrer, bærer en kappe, der får ham til at ligne Darth Wader.
Som enhver Ringen-fan ved, har sværdet sit eget ledemotiv (en krigerisk nedadgående, kromatisk skala). Sværdet blev ødelagt i Valkyrien, men genopstår, da blodskams-barnet Siegfried klinker det sammen af gemte metalstykker.
Drengen kender ikke til frygt og kan derfor nedkæmpe dragen Fafner, hvorefter han sikrer sig den forbandede Ring.
Med drageblod på læben forstår Siegfried nu fuglesprog og bliver ledt mod klippetoppen, hvor han befrier Brünnhilde og kærligheden straks blomstrer.
Foto: Monika Rittershaus
Drage-scenen er teknisk imponerende eksekveret, hvor dét, man troede var en kæmpe meteorit på scenens bagvæg, langsomt dekonstrueres og forvandles til et ildspyende monster i røg og damp.
Wagner holdt 12 års kunstpause i Siegfried-kompositionen mellem 2. og 3. akt, hvor han i stedet skrev Mestersangerne og Tristan og Isolde.
Det kan man faktisk godt høre (især hvis man ved det). For sidste del af Siegfried falder i slo-mo fælden, ganske som Tristan og Isolde, hvor det undertiden virker som om Wagner komponerer mere for sig selv, end for sit publikum.
Den mindste stump plotafvikling bliver endeløs lang, og trods brusende orkesterspil og stjernesolister bliver det bare udfordrende, når to solister står og står på en klippeafsats og synger med ansigtet ud mod publikum i over en time.
Foto: Monika Rittershaus
En hvid baggrund med et højlys i midten og lidt klippestykker hængende i luften gør ikke en mageløs iscenesættelse i denne anmelders optik. Der må være bedre grunde til, at man ikke bare sætter den blonde, ariske superhelt Siegfried i stævne på Spotify.
Operaens indledende akter byder på en mere publikumsvenlig iscenesættelse – frem for alt med den storslåede dragescene, fulgt af rørende sekvenser med fuglen, der viser sig at være Siegfrieds mor.
Foto: Monika Rittershaus
En overraskende imødekommenhed, godt hjulpet af førsteklasses sangere,hvor den danske tenor Magnus Vigilius høster mange roser for sin ærlige og lyriske tenor i titelrollen som Siegfried. Hans velklingende stemme besidder en naturlig enkelhed, som er velgørende blottet for overdrivelse.
Den ungarske bas Gábor Bretz er en prægtig Wotan med en stemme, der brager af autoritet. Amerikanske Scott Hendricks overbeviser atter med fuldfed baryton i rollen som Alberich.
Siegfried er i grunden en lidt sær ’transport-opera med en hel del plotafvikling, der fører os mod den uafvendelige undergang i Ringens sidste del.
Götterdämmerung har premiere på La Monnaie 4. februar 2025, og må gerne rumme lidt mere af den Wagner’ske dybde, som jeg savnede i denne visuelt prægnante opsætning, der lander på 4 stjerner med højt niveau på sangere og levende orkesterspil under ledelse af stjernedirigent Alain Altinoglu.
