INTOLLERANZA 1960 I SALZBURGER FESTSPIELE 2021
★★
Foto: Maarten Vanden Abeele
ANMELDELSE INTOLLERANZA 1960 SALZBURGER FESTSPIELE: FØJ FOR HELVEDE!
Det er svært med avantgarde. Hvem vil ikke gerne være med fremme i bussen? Men føj for helvede, en gang tortur, man skal igennem både på scenen og på tilskuerpladserne, her ved Salzburger Festspieles gallapremiere på Luigi Nonno’s left wing propagandistiske stykke musikdramatik INTOLLERANZA 1960.
Nonno var selv partisan i kampen mod det italienske fascistregime under Mussolini. Han var en modig kunstner med noget på hjerte og ikke bange for at gribe til våben, hverken sværdet eller pennen.
Nonno, der var født i Venedig forlod denne verden i 1990, ønskede at gøre op med det gængse operaformat, der altid har defineret en elitær musik og finkultur for alle røvhullerne i det bedre selskab.
Så vi tager 75 medvirkende og stikker nogle blændende projektører op i hovedet på dem – og går amok i eksplicit tortur, tæv og bøllebank, så det sprøjter.
Og vi bliver ved riiigtig længe, til såvel ofre og bødler er sovset ind i slim og blod.
(Selvfølgelig er der også et af ofrene, der råber I can’t breathe under torturen, så vi er helt på aktuel omgangshøjde. Intet er helligt.
Rammefortællingen er en forudsigelig historie om en migrant på flugt fra krig og terror i sit hjemland. Han arbejder i en slags mine men lykkes med at komme væk derfra.
Kun for at blive arresteret af politiet sammen med en stor gruppe frihedselskende ligesindede, ved en fredsdemonstration, han har tilsluttet sig på hjemvejen mod de tabte horisonter.
Efter hårdhændede forhør på politihovedkvarteret, starter den endeløse tortur, der efterlader den gallaklædte teatersal i tavshed og væmmelse.
Sønderbankede sendes demonstranterne efter torturen i Kz-lejr, hvorfra det lykkes migranten at undslippe og finde hjem til det tabte land.
Floden, der er sidste stop før genforeningen flyder imidlertid over i en kapitalistisk initieret klimakatastrofe og skyller alt håb væk.
Musikken er komplet atonal, og de spredte arier, der vokser ind og ud af lydbilledet, væver et kvalmende spind om det hele.
Det lyder lige så rædsomt, som det, du ser på scenen.
En blind poet på en piedestal i scenens højre side, Ramt af uophørlige, spastiske rystelser, efter hvad vi må antage er PTSD-traumatiske eftervirkninger, kommenterer uhyrlighederne undervejs med råb og skrig til publikum. Er I blinde? Hvorfor gør i ikke noget!
Den store idé er, at verden kan ændres gennem kunsten, ved at fremmale grusomheden og fornedrelsen i stærke billeder – og dermed få os til at tænke.
Personligt tænkte jeg mest på, hvornår denne rædsomme forestilling ville slutte, og jeg kunne komme ud derfra.
Fra kommunikations-psykologien bag kommercielle indsamlingskampagner (hungersnød, folkedrab, tortur) ved man, at alt for stærke skrækbilleder får folk til at vende sig væk, i stedet for at komme til lommerne.
Det er den samme perceptions-dynamik man oplever i denne forestilling. Paraderne ryger op og den sceniske fremstilling bliver til ulækker, overdrevet følelsesporno på trods af den gode intention.
Som værn mod undertrykkelse og politivold har INTOLLERANZA 1960 da heller ikke stadfæstet sig endnu.
Iscenesættelsen er ubetinget stærk og gennemført led, men båret af en venstreorienteret indignation, der forekommer gammeldags og mega trættende.
At premieren foregår netop denne aften, hvor Kabul falder til Talibans mørkemænd af lige så radikal natur, som fascismens og nazismens magtfulde undertrykkere, giver det hele et ekstra perspektiv af håbløshed.
God fornøjelse i teatret siger jeg bare…
BLIV TEATER INSIDER PÅ TRIANGEL
Trianglel er navnet på en lille, spøjs restaurant på en trekantet plads for enden af gaden med Salzburger festspillenes operahuse.
Det er her, folkene fra operaindustrien mødes. Chefer, kunstnere, instruktører, musikere, backstage-crews, sekretærer, medløbere, – og naturligvis toneangivende anmeldere fra den internationale operapresse, denne aften fornemt repræsenteret af Det Sku Du Se’s udsendte.
Menukortet er lidt noget rod af italienske for- og hovedretter, – burrata, pasta, rejecocktails, tomatsuppe, røget laks – og nogle lokale favoritter som wienersnitchzel og den slags heavy stuff.
Jeg var lidt i tvivl om lødigheden af fiskeretterne (der er langt til havet fra Salzburg) og valgte derfor en simpel, mættende kødret, der ville sikre et tilpas skud kulhydrater til det forestående anmelderarbejde i operaen.
Wow, så fik jeg lige den herligste portion kalvelever i rødvinssauce, som jeg har nydt i lang tid.
Tyndt slicede stykker kalvelever helt fri for scener, (nul sceneskræk (ha ha), lagt i en velsmagende rødvinssauce og serveret med en mos af rodfrugter.
Smagt til med flotte skiver af sort trøffel. Totalt i orden mormormad (måske lige fraset det med trøflerne, som jeg ikke mindes at have set i mormors køkken.
Ok, Jeg spiste også en lille chokoladekage endda uden at spilde på min smokingskjorte. Den var nemlig tør som Sahara under det faste chokolade-lag og jeg skulle bestemt have valgt noget andet til min kaffe.
Triangel har en perfekt opera-beliggenhed og en sjov, artzy stemning. Stedet er en klassiker og klart mere praktisk end kulinarisk. Men det har også gang på jord. Spis inde eller ude på træbænkene under parasollerne med udsigt til hele cirkusset.
Senere lod jeg mig fortælle, at den trendsættende opera incrowd er skiftet over en anden, nærliggende restaurant ved navn Ress und Lieblich, hvor gullasch, pølser og øl danner rammen om den kunstneriske selvforståelse.
Det er sådan noget, man altid først får at vide for sent, men nu ved DU det, og så kan det jo være vi mødes derhenne til næste år.
