MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER • OPERAEN
★★★★☆☆
Foto: Camilla Winther
ANMELDELSE MANUALEN & DE SYV DØDSSYNDER: SKRÆMMENDE CLOSE-UP AF DØDENS INDRE LIV
Som et ligklæde omfavner den danske komponist Louise Alenius’ cinematisk storladne tonesprog fortællingen om Manualen, der er blevet til skræmmende seværdig, moderne opera på Holmen.
Verdenspremieren i Operaen etablerer sig som første del af en aktuel dobbeltforestilling med døden i zenit, og med det ædle mål at undersøge oprera-genrens grænser og spændvidde.
Manualen er et musikdramatisk close-up af dødens indre liv, der gav et festklædt premierepublikum noget at tænke over, derinde i mørket, mens forårssolen endelig viste sig udenfor, og satte dette dystert-spektakulære og virkningsfuldt orkestrererede operashow i perspektiv.
Man vælger livet ind til man ikke gør det længere. Et farligt forlæg til statsbetalt kulturunderholdning, som Etisk Råd ikke har undladt at kritisere.
Manualen, der er skrevet på bestilling af John Fulljames til Operaen, baserer sig på den sande historie om den danske læge Svend Lings omdiskuterede selvmordsmanual, der ligger frit tilgængeligt på nettet.
Svend Lings blev idømt 60 dages betinget fængsel for at medvirke til selvmord og selvmordsforsøg. Samtidig fik han frataget sin autorisation.
Højesteret stadfæstede dommen, uden at det har fået Lings til at afstå fra at rådgive folk til at begå selvmord.
Manualen rummer en række praktiske anvisninger til livets ophør, og er helt selvfølgeligt blevet genstand for en påtrængende, eksistentiel debat om dødshjælpens dilemma.
Bør man? Må man? Skal man?
Louise Alenius’ operafortolkning, der er iscenesat af Sasha Milamic Davies, gestalter en lidende krops indre i stort opsat scenografi af Marie í Dali, med det dunkende hjerte højt hævet overscenegulvet, i et virvar af lysslanger, placeret i et net af animerede dna-strenge, der agerer en slags stillads for den vaklende krop.
Dramatikkens præmis skal man lige sluge i ét stykke, ellers kan scenekonceptet blive ufrivilligt infantilt og skygge for Manualens kvaliteter.
Forestillingen baserer sig på en vokal forhandling mellem organerne i den martrede krop.
Nyrerne, Lungen, Blodcellerne, Hjertet, Bevidstheden og Hånden og søger at nå til enighed om at gøre ende på lidelserne og blive udfriet i det store mørke.
Først da Manualen i skikkelse af den altid overbevisende kontratenor Morten Grove Frandsen i voldsom, hvid spidshat støder til, med praktiske anvisninger, lykkes det at nå til en slags enighed.
Hjertet, dunder-flot sunget af Petri Lindroos er sidst til at overgive sig. De afgørende, forkrampede dunk, iklædt rigelige mængder af slagtøj, virker omtrent så skræmmende som en fugleedderkop på et stykke laglage, sådan en søndag eftermiddag.
Stykket gør sig umage for ikke at tage stilling til det delikate, etiske spørgsmål, men lægger dødshjælpens dilemma til skue, i en musikalsk/dramatisk kontekst, med henblik på at udfordre sit publikum.
Missionen lykkes i en spændende forestilling, der lever sit eget liv som flot, nyskabende 75 minutters mega-size kunstistallation med bragende effektiv, musikalsk ledsagelse.
Foto: Büro Jantzen
OH LAND FORRYGENDE I FESTLIG BAGATEL
Dobbelt-programmets anden del, er en festlig bagatel på kun 35 minutter
Kurt Weil og Bertolt Brecht skrev De Syv Dødssynder i slutningen af 20’erne.
Det blev et af deres sidste samarbejder, før Weimar-republikken væltede.
Nazisternes magtovertagelse sendte jødiskfødte Weil og den marxistiske ventrefløjs-intellektuelle Brecht på flugt bl.a. via Danmark, hvor de en overgang slog sig ned i Svendborg.
Hvis du husker den tyske flygtning Herbert fra Matador, der søger skjul hos Grisehandleren, er det faktisk en figur med vink til Brecht, men det er en anden historie.
Stykket, der musikalsk emmer af stemningen fra tv-hittet Babylon Berlin, er en løjerlig omgang, hvor hver af De Syv Dødssynder eksponeres i en ca. 5 minutters Song & Dance sekvens, fordelt på syv byer og syv setups.
Dovenskab som hofdans i pragtkjoler ved slottet i 1800-tallets Versailles. Griskhed som Studio 54-disco i 70’ernes New York
Frådseri som Josepine Bakers banandans i 20’ernes Paris, etc.
Forestillingens omdrejningspunkt er kvinden Anna, der er splittet i en sang- og en danserolle.
Oh Land (Nanna Øland Fabricius) er forrygende og lige i øjet som Anna 1 med Marlene Dietriech’sk klang og et sikkert, vokalt take på Weil’s, kabaret/klezmer-agtige blandingsmusik.
Som Anna 2 imponerer danseren Lukas Hartvig-Møller ubetinget.
Scenografien er forrygende veloplagt af Patrick Kinmonth, der har iscenesat sammen med Pontus Lidberg. Stykket er en vellykket co-production med Dansk Danseteater.
Kapitalisme-og samfundskritikken, der gjorde stykket uspiseligt for nazisterne er måske en smule svær at aflæse i alt det festlige hurlumhej, der mere ligner et glimrende, glitrende kabaretnummer end Brecht og Weils mere kendte værker, som f.eks. Laser & Pjalter og Mahagony.
Rapt, kækt og frækt er det, og man slippes ud i solskinnet med en nyvunden opløftethed.
