ILLIADEN • BETTY NANSEN

★★★★★☆

Foto: Camilla Winther

ANMELDELSE ILLIADEN: STOR TEATERKUNST I ABSTRAKT UNDERHOLDENDE BLODBAD

Betty Nansen har translokaliseret det græske epos Iliaden til et ramponeret, flisebelagt slagtehus, hvor et fremragende skuespillercast fritlægger karakterernes indre i et abstrakt, underholdende blodbad.

Forestillingen lykkes stort med at opdatere Homer’s klassiker, så selv os uslinge, der ikke hørte ordentligt efter i oldgræsk, er med det meste af vejen.

Stykkets dna er en afdækning af begæret, brutaliteten, magtsygen, jalousien, småligheden og alle de andre charmerende, menneskelige karaktertræktræk, som er pulsen, der dunker i den oldgræske fortælling om den trojanske krig og dens aktører.

Konflikten, der bunder i Prins Paris’ bortførelse af Den Skønne Helene (det er en længere historie) udløses i denne framing af en barnlig tvist mellem den græske kong Agamemnon og hans bedste kriger Achilleus, der krænkes på sin machoære og forlader krigshandlingerne.

Achilleus, klædt i bikerlæderjakke og dirrende af vrede, ender dog med at gøre comeback og dræbe trojaner-helten Hektor, da situationen er allermest kritisk.

Kender du til Illiaden i forvejen, vil du vide at mellemregningerne i  det store billede er endeløse, og denne forsimpling af plottet strammet til det yderste.

Det hele er fascinerende anderledes iscenesat med cimematisk live on stage music på keys/electronica og aparte, hjemmebyggede instrumenter, tilsat rullemetervis af plastikpresenning, der etablerer en ambience, som er faretruende tættere på streaming- splatteren Dexter, end på Trojas solsvedne klippekyster.

Velflydende replikker i opdateret lingo sikrer sammen med stærke og generøst, humoristisk infuserede præstationer fra det imponerende, talentspækkede hold, at man kun momentvis farer vild i fortællingens oldgræske gyder af plot, subplots og navneopråb af oldgræske guder og sagnfigurer.

Såre intelligent er det, at destillere Illiadens store armbevægelser til den low-key-psykologi, der i virkeligheden styrer begivenhederne.

En anskuelse, vi gør klogt i at huske, når vi prøver at begribe tidens alt for nærværende, politisk/militære og ideologiske konfrontationer.

Kæmpe hånd til skuespillerkollektivet af Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen og  Ena Spottag. 

Illiaden er smalt teater, der er krænget bredt i en original opsætning med betagende godt skuespil og højt kreativt niveau hele vejen igennem. Fra dramatiseringen af instruktør Eline Arbo og Tom Silkeberg, til Thijs van Vuure’s musikalske performance og Ida Marie Ellekildes effektive scenografi.  

Fem klare stjerner fra Det Sku’ Du Se.

FIK DU SET DEN? ELLERS LÆS DEN

Det Sku’ Du Se har nu rundet 45.000 læsere – tusind tak fordi du har lyst til at følge med.

DSDS åbnede året med en stribe anbefalinger til dine teaterbesøg i foråret.

Her kan du læse et udpluk af de foreløbige anmeldelser.

★★★★★☆

Foto: Folketeatret

DAN TURÉLL & HALFDAN E LIVE: KODYLT GENSYN MED ONKEL DANNY

Storbypoesi, musik og visuel spunk går op i en højere enhed i koncertforestillingen Dan Turéll & Halfdan E Live, der byder på en femstjernet oplevelse i Nørregade.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★★★☆

Foto: Monika Rittershaus

GIULIO CESARE I AMSTERDAM

Med en umådeligt spektakulær og næsten infantilt provokerende udgave af Händels barokmesterværk Guilio Cesare (Julius Cæsar), lever den spanske stjerneinstruktør Calixto Bieito ubetinget op til sit image som Operaens Quentin Tarantino.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★★★☆

Foto: Emilia Therese

ELEKTRA PÅ HUSETS TEATER

Blodet flyder i en overraskende, hyperæstetisk iscenesættelse af Elektra, hvor Asta August og Lotte Andersen overbeviser med flotte præstationer i et take på tragedien, der lykkes et godt stykke med at gøre den antikke myte nærværende.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★★☆☆

Foto: Camilla Winther

VÆGGEN PÅ EDISON/BETTY NANSEN

Væggen er skuespil fra dén ende af skalaen, hvor rindalister og andre kulturtvivlere finder medvind.
Christine Albeck Børge leverer en imponerede tour de force i instruktør Anna Balslevs iscenesættelse, som er hudløst feinschmecker-teater i en rå, minimalistisk iscenesættelse på Betty Nansens søsterscene Edison.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★★★☆

Foto: Gudmund Thai

MISS SAIGON PÅ DET NY TEATER

Miss Saigon på Det Ny Teater er et brag af en teateroplevelse. En storstilet, episk undergangsfortælling, blændende dygtigt iscenesat i et fabelagtigt stagedesign. Et fremragende orkester eksekverer det rigt facetterede musicalpartitur, der blander gedigen poprock med cinematiske stemningsflader og toptunede shownumre.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★★☆☆

Foto: Emilia Therese

STALINS DØD PÅ NØRREBRO TEATER

Stalin er ikke spor død. Nørrebro Teater underholder publikum med energisk komediesatire og spiddende, retro-stalinistiske tableauer på kanten af slapstick.

LÆS ANMELDELSEN

 

★★★☆☆☆

Foto: La Fenice

BARBEREN I SEVILLA – I VENEDIG

La Fenice, verdens måske smukkeste operahus, lever ikke op til forventningerne i denne Venedig-iscenesættelse af Barberen i Sevilla, der trods en herlig barber og et prima sangercast ender som lidt af en langgaber, hvor en sjældent uambitiøs og stillestående scenografi lader støvet ligge næsten urørt på Rossinis 200 år gamle klassiker.

LÆS ANMELDELSEN